Genanvender på indkøb i Sverige: Danmark kan ikke levere beskidt plast
Den danske genanvendelsesgigant Aage Vestergaard Larsen køber husstandssorteret plast i Sverige - der er simpelthen ikke nok plast at få fingrene i, i Danmark.
Det fortæller kreativ direktør Gitte Buk Larsen til Børsen i dag. Problemet med den beskidte plast, der brændes eller sendes til udlandet, har eksisteret længe. De eneste to danske anlæg, der kan forsortere plastaffald i den rigtige kvalitet, har ikke kapacitet til de store mængder affald, der efterspørges af danske genanvendere - og ikke mindst producenter - og problemet bliver kun større i takt med, at danskerne sorterer mere og mere effektivt i de danske hjem.
Kan ikke leve op til renhedsgraden
Hos Aage Vestergaard Larsen i Mariager har produktionslinjen 'Pippi' kostet mere end 10 mio.kr., og den venter sådan set kun på at rense og sortere endnu mere plastaffald fra danske husstande. Men AVL løber panden mod en mur og kan ikke finde affaldet herhjemme. Derfor har man nu vendt næsen mod udlandet.
Til PlastForum uddyber Gitte Buk Larsen beslutningen:
- I Danmark har vi kun to anlæg, der kan forsortere i den renhed, vi efterspørger - Nordværk i Aalborg og Damifo i Vojens. Og de kan ikke levere nok til vores anlæg, der kan håndtere 4.000 ton årligt. Som udgangspunkt har vi derfor i lang tid ledt efter fraktioner af forsorteret plast, ikke bare i Skandinavien, men overalt i hele Europa. Vi har prøvet 8-10 forskellige europæiske leverandører, som påstår, at de overholder renhedsgraden, men når det kommer til stykket, kan leverandørerne ikke leve op til kravene, siger Gitte Buk Larsen.
Svensk aftale
AVL har derfor indgået aftale med Svensk Plaståtervinning, der fornylig har vundet et udbud om forsortering af størstedelen af al husstandssorteret plast i Sverige.
Virksomheden leverer i de kommende år mere end 2.000 ton plastaffald til AVL årligt. Resten af plastaffaldet, der håndteres på ’Pippi’ kommer fra Damifo, og vi får ikke noget fra Nordværk.
I Danmark bliver politikerne nødt til at reagere på det faktum, at danske kommuner sender dansk affaldsplast til udlandet – hvor det enten genanvendes eller går op i røg -, mens de danske plastproducenter henter regenerat hjem fra udlandet, fordi der ikke er nok genanvendt plastmateriale at købe herhjemme.
Et loop, der burde blive i Danmark til gavn for måde miljø, klima og danske arbejdspladser, siger Gitte Buk Larsen.
- Al den fragt ud og ind af Danmark kunne undgås, hvis der blev opført flere forsorteringsanlæg herhjemme, fordelt over hele Danmark, siger Gitte Buk Larsen.
Roskildebaserede Solum har et sorterings- og genanvendelsesanlæg på vej på Sjælland. Anlægget skal være selvforsynende og vil udover sortering af plastemballager også inkludere produktion af plastråvarer, med udgangspunkt i det sorterede plastmateriale.
Quantafuel, som forleden meldte ud, at man skal aftage 20.000 finsk affaldsplast på det kommende sorteringanlæg i Esbjerg, der går i produktion 2023/2024, vil kunne håndtere 160.000 ton årligt.