Tonsvis af plastaffald i byggeriet genanvendes ikke
Affald udgør en vigtig andel af affaldet i bygge- og anlægsbranchen. Faktisk stammer ca. en tredjedel af de over 100.000 tons plastaffald, der bliver indsamlet i Danmark om året fra bygge- og anlægsbranchen. Samtidig peger tidligere beregninger og estimeringer på, at det kun er ca. 17 pct.af plastaffaldet fra byggebranchen, der indsamles som plast til genanvendelse. Det tal skal op, hvis branchen skal indfri de politiske målsætninger om genanvendelse af 25 pct. af plast i 2025 og hele 75 pct. af plast i 2030.
Det skriver InnoByg i en pressemeddelelse.
Selvom tallene er behæftet med usikkerhed, da der er begrænset viden om de typer af plast, der anvendes i branchen, mængderne og håndteringen af dem, så er der grundlag for at se på, hvordan branchen kan blive bedre til at indsamle og genanvende plastaffaldet, lyder det fra Rikke Juel Lyng fra Teknologisk Institut, som netop har afsluttet et såkaldt Spireprojekt om plastaffald, i InnoBYG.
- Vores målsætning i projektet var at sætte fokus på cirkulær økonomi på byggepladser ved at forbedre ressourceeffektiviteten med fokus på plastaffald. Begrænset viden om plastaffald i byggeriet er nemlig en stopklods for bedre genanvendelse, selvom potentialet er stort, forklarer Rikke Juel Lyng og understreger, at et bedre datagrundlag skal hjælpe med at nedbryde de markedsmæssige barrierer og skabe et incitament for entreprenørerne til at sortere og indsamle plastaffaldet.
Bred opbakning
Hun bakkes op af projektpartner Jacob Thorman fra J. Jensen, som er positivt stemt over for sortering af plast, men også ønsker økonomiske incitamenter for at fremme udviklingen.
- Projektet har vist os, at det godt kan lade sig gøre at sætte fokus på bedre udsortering af plast på vores byggepladser – og at det kan give mening. Men vi kan også se, at det kræver andre tiltag fra enten branchen eller politikkerne før, det er rentabelt at udsortere plast fra byggepladserne, siger Jacob Thormann.
At der skal være forretning i sorteringen, er Maja Dalsgaard fra Dansk Affaldsminimering, helt enig i.
- Der er ingen tvivl om, at plast fra byggebranchen er en interessant affaldsfraktion, som vi ser store potentialer i. Det forudsætter dog, at man kan sortere plasten på byggepladsen i de rette kvaliteter og nå tilstrækkelige mængder, førend der er en god business case, siger Maja Dalsgaard.
Fra Vestforbrænding I/S bakkes der op om disse synspunkter og områdechef, Yvonne Amskov, tilføjer:
- Det vigtige ligger i at få indsamlet og håndteret plast - uanset om det kommer fra byggerier, virksomheder eller private. Vi har alle en plads og en funktion i håndteringen af affald, og Vestforbrænding er også klar til plast fra byggepladserne, når forudsætningerne er kommet helt på plads.
Data og mere viden giver muligheder
Spireprojektet er udført i et samarbejde mellem Teknologisk Institut, J. Jensen A/S, Dansk Affaldsminimering ApS, samt Vestforbrænding I/S. Dermed har projektet involveret parter fra hele processen og projektgruppen har blandt andet gennemført inspektioner på en byggeplads og på genbrugspladser, for at forbedre viden og datagrundlaget for hvor meget plast, der findes på byggepladser og hvornår i byggeprocessen, det opstår.
- Der har været fokus på folier og EPS i projektet og målet var at få data for mængder og typer af plastaffald, så det miljømæssige og økonomiske potentiale for at udsortere og komprimere plastaffald kunne undersøges, fortæller Rikke Juel Lyng og fortsætter.
- På baggrund af de indsamlede data og viden fra inspektionerne, har vi opstillet et beslutningsværktøj, som skal hjælpe entreprenøren med at håndtere plastaffald fra renoveringer eller nybyggeri, siger Rikke Juel Lyng.
Grib mulighederne
Beslutningsværktøjet kan anvendes af både store og mindre entreprenører og består af en række kvalificerede spørgsmål, som er opstillet på baggrund af den viden der er opstået i projektet, samt en række anbefalinger, både til branchen, til producenterne og til myndighederne. Og Rikke Juel Lyng har en klar anbefaling til branchen – også selvom der lige nu ikke er de store økonomiske incitamenter.
- Selvom vores projekt viser, at der er lidt vej endnu før genanvendelse af plast fra byggepladser bliver normal praksis, så giver beslutningsværktøjet en række muligheder, som branchen bør gribe. Der er stort fokus på plast fra både samfundets og myndighedernes side og på et tidspunkt bliver det formentlig et krav også at udsortere plast fra byggeprocessen, og derfor er det en god ide at begynde at arbejde med udsortering af plast og få afsøgt de muligheder der er, allerede nu, så man er på forkant med kravene – og naturligvis for at gøre noget godt for miljøet, fremhæver Rikke Juel Lyng.
Se publikationen som PDF her