Fleksibel fremtid: Sådan vil eksperter lokke nye lærlinge til plastbranchen
AMU Syd har valgt at udfase plastmageruddannelsen i Ribe, og dermed forsvinder den ene af Danmarks to plastmageruddannelser.
Det helt store spørgsmål er derfor i øjeblikket: Hvordan får vi fremover uddannet faglært arbejdskraft til plastbranchen i Danmark?
En række aktører har et bud, og torsdag den 21. november lægger mindst tre af dem deres løsninger frem for de deltagende gæster på brancheforeningen Plastindustriens 'Netværksdagen 2024'.
Uddannelsesleder fra Den Jyske Håndværkerskole, Carsten Fisker, vil sammen med Plastindustriens adm. direktør Thomas Drustrup og DI Produktions branchedirektør, Peter Trillingsgaard, præsentere en række nye modeller, der skal være med til at skabe fleksibilitet på plastmageruddannelsen på Den Jyske Håndværkerskole.
Modellerne skal også skabe et nyt fundament og en række forudsætninger, der kan tiltrække nye plastmagerlærlinge og -kursister.
Men mens Den Jyske Håndværkerskole kan tilrettelægge selve undervisningen, er det dog Industriens Fællesudvalg, der tilrettelægger rammerne og kompetencemålene i 'Bekendtgørelse om erhvervsuddannelse til plastmager'.
Derfor har Industriens Fællesudvalg nedsat en arbejdsgruppe, som skal kigge dybere ind i, hvordan man får skruet den helt rigtige plastmageruddannelse sammen. Arbejdet igangsættes snarest.
Udover ændringerne i plastmageruddannelsen, er det besluttet, at uddannelsen til plastmedhjælper skifter navn til plastoperatør. Der bliver desuden indført en svendeprøve til plastoperatøruddannelsen, så eleverne i sidste ende kan kalde sig faglærte.
Netværksdagen afholdes 21. november på Hindsgavl Slot på Fyn, og tilmelding er nødvendig hos Plastindustrien.