23948sdkhjf

Ny fond bliver en del af magtskifte i Lego-familiens pengetank

En ny fond kommer til at få en andel af stemmerne i Lego-familiens pengetank, Kirkbi

Lego-familien har taget næste skridt i det gradvise generationsskifte, der i disse år er i gang. Denne gang er det familiens pengetank, Kirkbi, hvor Kjeld Kirk Kristiansen har afgivet en del af sine stemmer og dermed kontrollen.

Det skriver erhvervsmediet Finans.

I september 2021 fortalte familien Kirk Kristiansen, at der i foråret i år kommer et generationsskifte fra tredje til fjerde generation i familien.

Kontrollen med den nu globale legetøjskoncern har været hos familien, siden Ole Kirk Christiansen stiftede virksomheden. Han gav den videre til sin søn, Godtfred Kirk Christiansen (de to første generationer af familien staves med Ch.), der igen gav den videre til Kjeld Kirk Kristiansen.

Kjeld Kirk Kristiansen blev i 1996 bestyrelsesformand for Lego og var det i 20 år, indtil han i 2016 blev menigt medlem af bestyrelsen.

Samtidig blev sønnen Thomas Kirk Kristiansen næstformand. Og det er også Thomas Kirk Kristiansen, som er tiltænkt rollen som den næste i arvefølgen.

Næste store klods i overdragelsen er altså holdingselskabet Kirkbi. Det er Kirkbi, der ejer 75 procent af Lego.

Her har Kjeld Kirk Kristiansen hidtil siddet på 62 procent af stemmerne. Men af en meddelelse fra Erhvervsstyrelsen fremgår det ifølge Finans, at Kjeld Kirk Kristiansen har afgivet en del af sine stemmer.

Fremover sidder han på 28 procent af stemmerne, mens en ny fond ved navn K2 Fonden har fået 33,95 procent af stemmerne. Fonden skal være almennyttig.

I en meddelelse oplyser Kirkbi ifølge Finans, at fonden skal kunne træde til og bruge sin stemmeret, hvis der opstår uenighed mellem familiemedlemmerne.

De resterende 38 procent af stemmerne er fordelt på Kjeld Kirk Kristiansens tre børn, Thomas Kirk Kristiansen, Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Kristiansen.

Når Kjeld Kirk Kristiansen som bebudet trækker sig til foråret, vil hans stemmer ifølge Finans overgå til de tre børn.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143