Inkontinens hos mænd skal drive væksten frem hos Coloplast
Coloplast har netop sendt et nyt kateter på markedet i form af det nye intermitterende kateter, Luja, det første og eneste intermitterende plastkateter til mænd med mere end 80 mikro-huller, som adresserer de væsentlige risikofaktorer for urinvejsinfektioner, der er forbundet med brug af intermitterende katetre i dag.
Kateteret skal være vækstdriver på kontinensområdet, og det er måske ikke så tosset endda for den danske plastvirksomhed. I 2021/22 var det globale kontinensmarked estimeret til at være omkring 15-16 milliarder danske kroner med en underliggende årlig vækst på fem-seks procent. Da Coloplast i forvejen er global markedsleder inden for kontinensområdet, vil selskabet formentlig blot fortsætte med at vokse og tage endnu flere markedsandele.
- Et kateters primære funktion er at tømme blæren. Alligevel oplever kateterbrugere, at der er problemer med uringennemstrømningen med de konventionelle katetre, som er på markedet i dag, og at kateterøjnene blokeres ved tømning af blæren, siger innovationsdirektør og direktionsmedlem i Coloplast, Nicolai Buhl.
Lanceringen af Luja begynder i februar i Danmark og Finland, og produktet forventes at være tilgængeligt på tværs af Coloplasts nøglemarkeder over de kommende 12 måneder.
Det kniber med væksten i Kina
Coloplast meldte fredag ud i en selskabsmeddelelse, at man fastholder forventningerne til regnskabsåret i faste valutaer, men nedjusterer forventningerne til omsætningen i danske kroner grundet valutaudsving, på trods af "stærk momentum i stomiforretningen".
Til Børsen siger adm. direktør Kristian Villumsen fredag, at den strategiske målsætning frem mod 2025 er vækst på syv-ni procent, men det kræver, at Kina igen bidrager til væksten, hvilket pt. er problematisk, da landet stadig er ramt af covid-19-pandemien:
- Virusset skal til at rulle igennem befolkningen med de konsekvenser, det nu har. Det tager lidt tid, men når vi kommer ud på den anden side, så kommer du også til at se et kinesisk marked, der begynder at ligne sig selv igen, siger Kristian Villumsen.
Coloplasts direktør forventer, at man 'når bunden' i indeværende kvartal og derefter vil se gradvis forbedring.
Kina og inflationspresset på råvarer er de største usikkerhedsfaktorer for vækstbilledet i Coloplast i øjeblikket. Men momentet er på vej tilbage, siger direktøren til Børsen.
Det kræver blandt andet, at det amerikanske marked fortsætter med at vækste, at Kina kommer tilbage på sporet og at opkøbte Atos vækster de otte- ti procent som forventningen er.