PVC-producent konkurs
Virksomheden MMF&Plast, Tommerup, er efter en tvangsopløsning taget under konkursbehandling af Skifteretten i Odense. Det skete i mandags den 28. november.
Virksomheden producerede ifølge CVR-registret plader, ark, rør og slanger samt profiler af plast. På virksomhedens nu nedlagte hjemmeside fremgår det, at man primært har beskæftiget sig med fremstilling af PVC-profiler og profiler i WPC - wood-polymer composite.
Kurator på sagen, advokat Morten Elbrønd, Odense, oplyser til Plast Forum, at han ikke har yderligere oplysninger om konkursboet på nuværende tidspunkt.
Selskabet blev begæret konkurs den 22. november af kurator.