Lego-boss får fornem hæder af Hendes Majestæt Dronningen
Da 72 kvinder og mænd i denne uge fik foretræde for Hendes Majestæt Dronningen på Christiansborg Slot, fik Lego Groups koncerndirektør en helt særlig udnævnelse.
Niels Bjørn Christiansen blev nemlig tildelt æren af udnævnelse til ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen.
Niels Bjørn Christiansen er født 12. april 1966 i Sønderborg. Han har tidligere (2008-2017) været adm. direktør for Danfoss.
Siden august 2017 har Christiansen været koncerndirektør i Lego Group.
Niels B. Christiansen er student fra Aabenraa Statsskole, uddannet civilingeniør fra DTU (1991) og har desuden en MBA fra INSEAD (1993).
Christiansen har tidligere været bestyrelsesformand for den nordiske kapitalfond Axcel og medlem af bestyrelserne for A.P. Møller-Mærsk, DTU, Fremstillingsindustrien og DI's Forretningsudvalg.
I dag bestrider han blandt andet posten som næstformand i William Demant Fonden og sidder desuden i bestyrelsen hos William Demant Invest.