Danske kummefrysere til hele verden
For mere end 60 år siden forudså Jens Mortensen, elinstallatør i Klejtrup, at en fryser snart ville blive allemandseje. Derfor grundlagde han Elcold Frysere, som efter få år flyttede ind i en fabriksbygning i landsbyen Hørby i udkanten af Hobro.
Jens Mortensen fik ret i sine forudsigelser, og i dag er Elcold Frysere en solid og global forretning. Gennem årene indskærpede Elcold sit fokus fra masseproduktion målrettet forbrugermarkedet til B2B-salg af både standard- og nicheløsninger til primært fødevare- og medicoindustri.
- Vi laver standardløsninger, men vi producerer også mange kundetilpassede løsninger i mindre styktal og tager gerne en dialog om design af konkrete produkter direkte med kunderne. Det er vores styrke og det, der gør os til en nichevirksomhed inden for fryserproduktion, fortæller CEO Asger Staunstrup.
Blandt de største kunder er isproducenter, supermarkeder og laboratorier.
De seneste år har Elcold produceret i omegnen af 40.000 frysere årligt, og hver uge eksporteres langt størstedelen af dem – cirka 95 % - til cirka 70 forskellige lande i hele verden.
På sporet
I starten af 1980’erne oplevede virksomheden vanskeligheder. Stifteren var gået bort, og Elcold måtte se en konkurs i øjnene. Det skulle dog ikke være endegyldigt, for Jens Nielsen, som fire år forinden var blevet ansat som værkfører i virksomheden, så store muligheder i fryserproduktionen.
- Jeg valgte at købe Elcold i 1983. I tiden efter knoklede vi på for at for at få virksomheden tilbage på markedet. Det var hårdt slid fra dygtige og engagerede medarbejdere at få banket forretningen i gang på ny, men jeg tvivlede aldrig på, at det ville lykkes, husker Jens Nielsen, som i dag er virksomhedens hovedaktionær.
I 1987 udvidede Elcold med en lagerbygning på 1.500 kvadratmeter og har løbende gennem årene foretaget udvidelser, så alle virksomhedens aktiviteter er nu samlet under ét tag på i alt 12.000 kvadratmeter.
Jens Nielsen stoppede som direktør i 2018 men fortsatte som bestyrelsesformand. I 2011 blev salgsdirektør John Svensson og økonomidirektør Asger Staunstrup medejere efter henholdsvis 24 og 7 års ansættelse, begge med 10 procent af virksomhedens anparter.
Energieffektive minusgrader
Virksomheden adskiller sig særligt fra andre producenter globalt ved at kunne producere kummefrysere, som kan nedfryse til meget lave temperaturer. Ned til -85 grader for at være helt præcis.
Det er afgørende for forretningen, forklarer CEO Asger Staunstrup:
- Der stilles vidt forskellige krav til nedfrysningsevne og temperaturer afhængigt af, hvad fryseren skal bruges til. Skal den fx anvendes til nedkøling af madvarer i supermarkeder, til special-is i USA, eller til opbevaring af prøver på et laboratorium eller blodplasma mv. på sygehuset?
Derfor er kvalitet og høj troværdighed nøgleord hos Elcold Frysere, som gør sig umage for konstant at forbedre sig, nyudvikle og tilpasse nye krav. Ikke mindst til energiforbruget.
- Tidligere var energiforbruget mere eller mindre ligegyldigt for mange kunder, men i dag er det sammen med prisen den allervigtigste parameter. Det er en grundsten i vores forretning at arbejde med konstant at reducere energiforbruget i vores frysere, fortæller Product Development Manager Mads Frank.
Omstillingsparat
Selvom der er konstant efterspørgsel efter kummefrysere fra virksomhedens kernemarkeder, har forretningen gennem årene været præget af større samfundsbegivenheder og kriser.
Den økonomiske nedgang efter Finanskrisen og den spændte situation på mange af virksomhedens markeder i forbindelse med Muhammed-krisen kunne eksempelvis mærkes på Elcolds ordrebog.
Elcold
- Virksomheden Elcold Frysere blev grundlagt i 1961 af installatør Jens Mortensen, Klejtrup.
- Selskabet er et Aps, som i dag ejes 80 procent af Jens Nielsen og 10 procent af John Svensson og Asger Staunstrup.
- Årsproduktionen ligger i dag på ca. 40.000 kummefrysere, som leveres til kunder i mere end 70 lande verden over.
- Elcold producerer serier fra 20 til 10.000 frysere.
- De primære produkter er fryse- og displaybokse til supermarkeder og icecreme-branchen samt til forskningsverdenen og medicinalvirksomheder.
- Virksomheden beskæftiger p. t. ca. 70 medarbejdere
- Elcold er certificeret efter ISO 9001:2015 Quality Assurance System samt ISO 14001:2015 Environmental Management System.
Ligeledes har de senere år med coronapandemien ændret situationen på flere måder. I 2021 gav pandemien anledning til en hel produktionslinje af specialfrysere til opbevaring af vacciner og andre produkter med behov for meget lave temperaturer.
- Da pandemien stod på sit højeste, havde vi ikke én dag uden produktion. Vi har generelt været gode til at omstille os og tilpasse os virkeligheden, og det vil vi blive ved med, afrunder CEO Asger Staunstrup.
Artiklen er bragt i samarbejde med Plastindustrien.