DI: Vi løser ikke energikrisen med hjælpepakke
Her og nu kan den måske have en effekt. Men på den lange bane er det et skub i energieffektivitet og flere grønne løsninger, der kan holde udgifterne nede. Det mener DI som reaktion på regeringens energipakke, der skal sikre, at borgere og virksomheder ikke må bukke under for de stigende energipriser.
- Der er brug for tiltag, der kan sikre forsyningssikkerheden og billigere energi på længere sigt. Vi står midt i en klimakrise og en energikrise. Heldigvis er den grønne omstilling løsningen på begge udfordringer. Vi skal bruge vores energi klogere, og jo mere energieffektive vi er, jo mindre afhængige er vi af russisk gas. Derfor er det virkelig ærgerligt, at der bliver taget over 100 mio. kr. fra Erhvervspuljen, som giver virksomheder et bidrag til at få sparet på energien, siger DI's politiske direktør Emil Fannikke Kiær.
Alene i 2022 venter en ekstraregning til erhvervslivet for el og gas på 50 mia. kr. Nye tal fra DI viser, at elprisen siden 2019 er steget med knap 500 procent.
- Det har været meget vigtigt for DI, at virksomhedernes tariffer ikke bliver skruet op midt i en krisesituation. Nu bliver gebyret sænket, så det bliver nemmere og billigere at drive virksomhed. Det er jeg sikker på, at mange af de lukningstruede virksomheder også er glade for, siger Emil Fannikke Kiær.
Det er også blevet besluttet, at elafgifterne sættes ned i seks måneder. Det giver lidt mere luft i elregningerne.