Ekstreme energipriser: Svensker stoppede produktionen
Som et direkte resultat af de høje elpriser i Sydsverige valgte Alexander Blad, administrerende direktør og ejer af A-Plast Group, forleden at lukke ned for produktionen på produktionsenhederne i Alstermo, Älghult og Fröseke. Dagen efter var produktionen dog oppe at køre igen.
- Den produktion, vi mistede på dagen, blev kørt ind i løbet af den efterfølgende weekend, siger han til Plastforum Sverige.
Med sine tre selskaber er koncernen gået fra 2,2 millioner svenske kroner i elomkostninger til 27 millioner svenske kroner.
Elpriserne i dag er på et niveau, hvor det simpelthen ikke kan betale sig at holde gang i produktionen på alle tidspunkter, siger han.
- Jeg kan ikke undlade at agere. Den situation, vi står i i dag, påvirker ikke kun mig og mine virksomheder, men hele fremstillingsindustrien, siger Alexander Blad.
Spotprisen på el lå samme dag, som A-Plast stoppede produktionen, i gennemsnit på 4,87 svenske kroner per kilowatttime i Sydsverige. I Nordsverige kostede elektricitet samme dag 31 øre pr. kilowatt-time, hvilket også gør el-priserne til et konkurrenceparameter de svenske virksomheder imellem..