23948sdkhjf

Retursystem for insulinpenne af plast er kommet godt fra start

Novo Nordisk har i samarbejde med Danmarks Apotekerforening og Diabetesforeningen søsat et landsdækkende retursystem for insulinpenne af plast.

- På kun seks måneder er der indsamlet mere end 230.000 brugte injektionspenne, og det er vi utrolig glade for.

Det svarer til 5,4 ton materiale.

- Det betyder nemlig, at vi kan genanvende plast, metal og glas, der kan blive råvarer i andre produkter i stedet for at blive smidt ud, siger Jeppe Theisen, landechef i Novo Nordisk Danmark, i en pressemeddelelse.

Det nationale initiativ, som hedder "returpen", bygger på et pilotprojekt fra 2020. Retursystemet blev testkørt i kommunerne København, Aarhus og Kolding.

Her blev der på 12 måneder indsamlet 77.000 brugte insulinpenne, hvilket svarede til 20 procent af de solgte penne i kommunerne i samme periode.

- Potentialet for projektet er stort. Allerede på et halvt år er der opnået en returrate på 13-14 procent på vores insulinpenne på landsplan.

- Vi kan se, at kurven er opadgående, så i første omgang er potentialet en returrate på 20-25 procent, siger Jeppe Theisen.

På længere sigt håber han, at projektet kan nå op på en returrate på 50 procent.

Han peger også på, at klimagevinsten ved projektet først og fremmest er, at materialerne kan blive genanvendt.

- Vores insulinpenne er lavet af kvalitetsmateriale herunder plast, glas og metal, som simpelthen er for godt til at smide ude.

- Så gevinsten er ret signifikant, men jeg kan ikke komme med den konkrete CO2-gevinst, siger Jeppe Theisen.

På verdensplan producerer Novo Nordisk op mod 700 millioner insulinpenne om året.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078