23948sdkhjf

DI: Godt med bredt flertal bag grøn skattereform

Et stort flertal af partierne i Folketinget har taget ansvar og er en del af aftalen om en grøn skattereform. Aftalen skaber fremdrift i den grønne omstilling

- Der er indgået en aftale, som skaber fremdrift i den helt nødvendige grønne omstilling og gør det danske samfund rigere. Det er også godt, at et bredt flertal står bag, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Et problem med aftalen er, at de virksomheder, som i forvejen betaler en kvotepris i EU, også skal betale en CO2-afgift på enten 125 eller helt op til 375 kr. Det gør deres europæiske konkurrenter ikke, og derfor vil det forringe danske virksomheders konkurrenceevne. Samtidig kan det sætte tempoet ned i den grønne omstilling.

- Vi havde håbet på en aftale med mindre dobbeltskat. Aftalen kan svække nogle virksomheders konkurrencevilkår så alvorligt, at det bliver i andre lande og af andre virksomheder, varerne bliver produceret, hvor man ikke bekymrer sig lige så meget om CO2-udledningen, som danske virksomheder gør, siger Lars Sandahl Sørensen.

For virksomheder, som nu får en dobbeltskat, er det afgørende, at de har mulighed for at omstille sig til en grøn energikilde - for eksempel biogas. DI har derfor kæmpet hårdt for, at afgiften på ledningsført biogas bliver sænket. I aftalen er der sat 100 millioner kroner af om året fra 2024 til at sænke afgiften på biogas.

- Det er godt for den grønne omstilling, at flere virksomheder får mulighed for at betale en lavere afgift på CO2-neutral biogas. Med aftalen er der lagt spor ud til, at der både kommer billigere og mere biogas, som er afgørende for, at virksomhederne kan omstille sig, og derfor vil DI forfølge, at der både kommer mere gas og en lavere afgift i fremtiden, siger Lars Sandahl Sørensen.

Hele øvelsen med den grønne skattereform har været at lave en skatteomlægning, så CO2-udledning bliver beskattet, og virksomhederne kan få hjælp til omstilling. Det lever aftalen op til, og DI har presset på for, at der kom en så bred pallette af muligheder til omstilling som muligt i form af grønt investeringsvindue, støtte til Power-to-X, kulstoffangst (CCS) og omstillingsstøtte til virksomheder.

- Vi er glade for de forskellige muligheder for omstillingsstøtte til virksomhederne. Økonomisk støtte til nye teknologier er med til at sikre, at virksomhederne kan omstille sig. Der skal være midler til rådighed for de mest udfordrede virksomheder, som ikke kan løfte opgaven selv. Det er afgørende for, at virksomhederne i Danmark kan leve op til 70-procentsmålsætningen. Vi havde dog gerne set, at investeringsvinduet til virksomhederne trådte i kraft, inden afgifterne slår igennem, siger Lars Sandahl Sørensen.

Som en del af aftalen kommer der enkelte afgiftslettelser, som til en vis grad opvejer de stigende afgifter på CO2. Man annullerer blandt andet en planlagt forhøjelse af en midlertidig energiafgift.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063