Ny og smartere løsning: Det er slut med det gamle elskab
I årtier har eltavler været noget man byggede i store skabe. Mellem enhederne i tavlerne var der et utal af ledninger.
Men det er slut nu, hvis man skal tro Beckhoff. Det tyske firma viste på Hannovermessen for første gang sit nye MX-system efter fire-et-halvt års udviklingsarbejde.
- Med det her system undgår man at skulle bygge et skab. Man undgår ledningsføring og man undgår den køling, som ofte fører med et elskab, siger en begejstret produktchef Daniel Siegenbrink fra Beckhoff Automation. Han har stået i spidsen for at udvikle MX-systemet.
Systemet er bygget op af moduler, og det er støv- og vandtæt efter IP67. Derfor kan enhederne sidde frit ude i produktionshallen. Der er ikke brug for et elskab.
- De her få moduler erstatter hele det elskab, og MX-modulerne kan gøre alt det, som elskabet kan, siger Daniel Siegenbrink, og peger på MX-modulerne, der ikke fylder meget sammenlignet med elskabet.
Moduler efter behov sættes ind på et grundplan, som både fører signal og strøm videre. Dermed er der ikke brug for nogen ledningsføring. Alle forbindelser foregår gennem grundplanet.
- Det betyder, at i stedet for typisk at bruge 24 timer til at opbygge et elskab, så kan man gøre det på en halv time. Det eneste redskab, man skal bruge, er en skruetrækker, siger han.
Modulerne og den lette installation betyder også, at man kan placere flere mindre undergrupper tættere ved maskinerne, så der ikke skal trækkes så lange ledninger til maskinerne.
Kunder er positive
MX-systemet er ikke i handlen endnu, men de kunder, som Beckhoff har spurgt, har ifølge Daniel Siegenbrink været meget positive.
- Kunderne har sagt, at det er det her de har brug for. De er godt tilfredse med at slippe for ledningsføring, spare plads og også have brug for mindre elektrikerarbejde. Med vores løsning er det bare et spørgsmål om at plugge modulerne i.
Foreløbig har Beckhoff udviklet moduler og bagplader i størrelse 1 og størrelse 2. Senere kommer der også en størrelse 3.
MX-systemet kommer nu ud til en række nøglekunder for at blive afprøvet i praksis. Når den test er overstået, skal produkterne ud på markedet.