Det summer igen af liv i Hannover
Tusinder af industrifolk fra Europa, USA og resten af verden har i denne uge besøgt Hannovermessen. Messen er tilbage efter at være aflyst på grund af corona i 2020 og 2021.
Det er en messe, hvor man blandt andet har oplevet Festos automatiserede fugle, som fløj rundt over hovederne på publikum i Hal 7.
Man har oplevet en sand vrimmel af mennesker på store stande fra for eksempel Siemens og Microsoft.
Microsoft viser som mange andre virtual reality-løsninger frem. Det gør det tyske stålværk Salzgitter også. I 3D kunne man se Salzgitters pilotværk, som skal producere "grønt stål" ved hjælp af brint. Værket skal gå i produktion til sommer.
Mindre messe
For os, der godt kan lide Hannovermessen, kan det være bekymrende, at messen i år var meget mindre end tidligere. Der er i år åbnet 10 haller, og det er langt mindre end i tiden før coronakrisen, hvor der har været udstillinger i godt 20 haller.
Meget af tilbagegangen skyldes sikkert coronakrisen. I Tyskland skal man stadig bære mundbind i toge og busser, og det er også et krav i mange butikker. Så coronaen er meget nærværende i Tyskland. Det har sikkert fået mange virksomheder til at overveje en ekstra gang, om de skulle udstille.
- Vi har været lidt i tvivl om, om vores deltagelse her kunne give noget, siger salgsdirektør Henrik Vinge fra Niebuhr Gears, som udstiller på den danske fællesstand.
- Men vi tog chancen. Man får en anden kontakt med folk på en messe. Det er en kontakt, som man ikke kan få på internettet, siger han.