Plus plus med ekstra plus på bundlinjen
Legetøjsvirksomheden Plus Plus, der sprøjtestøber små "plast-plusser" til kreativ leg, har været ekstra dygtige i 2021.
Plus-Plus A/S leverer et overskud på 13,7 millioner kroner. Det er tæt på en fordobling i forhold til det seneste regnskabsår med et plus på 7,8 millioner kroner. Og ikke nok med det: Plus Plus omlægger regnskabsåret, så det nuværende resultat er faktisk kun gældende for sidste halvår af 2021. Det skriver Sjællandske.
Virksomheden har i takt med væksten ansat flere nye medarbejdere - seks-syv stk, heraf to i produktionen - og købt to nye sprøjtestøbemaskiner.
Til sn.dk siger Martin Pihl, der er administrerende direktør og hovedejer i Plus-Plus:
- Regnskabet er for andet halvår af året, og her har vi typisk mere salg på grund af julehandlen. Vi har haft et rigtig godt andet halvår i 2021, hvor der er en positiv udvikling på det nordiske, europæiske og nordamerikanske marked, fortæller Martin Pihl.
Virksomheden beskæftiger nu omkring 50 medarbejdere og ligger i Borup. Plus Plus ejer også et amerikansk datterselskab: Plus-Plus Holdings, Inc.