Afviser Skills-kritik: Industriteknikere skal også acceptere at være i et telt
Uddannelseskonsulent Henning Michelsen Hansen fra Industriens Uddannelser var ansvarlig for afholdelse af industritekniker-uddannelsen under DM i SKills i Høng.
Han afviser den hårde kritik af rammerne for årets konkurrence, der fant sted i opstillede telte på en græsmark ved Høng-hallen.
- Det er rigtigt, at der har været store problemer med strøm og med temperaturen i teltet torsdag, men det var problemer, der blev løst, siger Henning Michelsen Hansen.
- Vi skal kunne være i et telt
Henning Michelsen Hansen slår fast, at industriteknikerne også i fremtiden må indstille sig på at konkurrere i opstillede telte.
- Vi kan ikke bare sige, at vi ikke vil være med i et telt med industritekniker-uddannelsen, for det er den vej, Skills udvikler sig, siger uddannelseskonsulenten.
Han henviser til, at netop teltene gør det muligt at bevæge Skills rundt i hele Danmark og dermed ud til rigtig mange unge uddannelsessøgende.
- Der kommer rigtig mange unge her i Høng, og det er det vigtigste. Vi skal tænke positivt, og vi skal i stedet finde ud af, hvordan vi kan gøre det her mest interessant for alle i et telt, siger Henning Michelsen Hansen.
- Og de ting, vi har gjort erfaringer med for industriteknikerne her i Høng, dem tager vi med videre, det er klart, siger uddannelseskonsulentnen fra Industriens Uddannelser.
Under DM I SKills var Henning Michelsen Hansen ligeledes ansvarlig for demonstrationsfagene værktøjsmager og finmekaniker.