23948sdkhjf

Universal Robots: Det her kan ramme små virksomheder hårdt

- Det her kan få betydning for enormt mange produkter og robotopstillinger, som ikke tidligere skulle typegodkendes. Hvis det bliver til virkelighed, får de små virksomheder det svært, det kan ramme hårdt.

Sådan siger David Brandt, der er Technology Officer hos robotproducenten Universal Robots i Odense.

Bekymringen er rettet mod, at mange opstillinger med robotter og cobots i fremtiden kommer til at kræve typegodkendelse af tredje part, hvis det udkast til nye forordninger for maskiner og for kunstig intelligens (AI), der lige nu er til høring og behandling i EU-Parlamentet, ender med at blive en realitet.

Derfor arbejder David Brandt og en stribe andre danske industriaktører ihærdigt på at få justeret de fremlagte EU-forordninger, inden de vedtages senere i år.

Maskindirektivet bliver erstattet

EU-Kommissionen har den 21. april 2021 fremsat forslag til ændring af Maskindirektivet, 2006/42/EF. 

En række EU-forordninger kommer til afløse Maskindirektivet.
Udkastet behandles lige nu i EU-Parlamentet.

I udkastet til de nye forordninger tilføjes sikkerhedskomponenter- og maskiner med AI (kunstig intelligens) til listen over højrisiko maskiner. I dag beskrives højrisikomaskinerne i bilag IV i Maskindirektivet.

De nye maskinforordninger vil gøre det obligatorisk at involvere bemyndigede organer (tredje part) i vurderingen af højrisiko maskiner. 

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

Definition bekymrer

For David Brandt og Universal Robots vedkommende er det specielt forordningernes definition af kunstig intelligens (AI), der bekymrer.

- Udfordringen er, at i AI-forordningen er kunstig intelligens så bredt defineret, at statistik og logik i sikkerhedsfunktioner ved maskiner også vil blive opfattet som er en form for AI, der kræver typegodkendelse af tredje part. Det vil medføre væsentlige ekstra omkostninger ved opsætning af en robot, siger David Brandt.

Han henviser til, at en typegodkendelse af tredje part nemt kan koste omkring 100.000 kr.

- Hvis du eksempelvis har en maskine, som er beskyttet med laser-scannere koblet op på en sikkerheds-PLC, som stopper maskinen, så risikerer den opstilling at skulle typegodkendes, siger David Brandt og understreger, at Universal Robots sagtens kan se det fornuftige i, at tredje part godkender de serieproducerede robotter.

Men det er, når robotter bruges i simple opstillinger med simple PLC-programmeringer, at de bør kunne godkendes af maskinbyggere og integratorer efter gældende standarder.

Skræmt EU-Kommission

David Brandt deltog, da parlamentsmedlem Marianne Vind for nyligt besøgte blandt andet Trelleborg Sealing Solution for at høre de danske aktørers syn på sagen.

- Vi er glade for, at Marianne Vind har lyttet til vores bekymringer og nu tager argumenterne med videre til Bruxelles, hvor der stadig er mulighed for at påvirke forhandlingerne, siger David Brandt, som oplyser, at flere robotvirksomheder, internationale organisationer og også Dansk Industri kæmper kampen mod kravet om typegodkendelse i de nye forordninger.

Han vurderer, at EU-Kommissionen er skræmt i forhold til kunstig intelligens.

- Kommissionen mener, at så snart noget minder om kunstig intelligens, er det farligt, og så skal det typegodkendes, men forordningen om AI kommer ud af en beskrivelse om borgersikkerhed.

Derfor skyder den forbi målet, når det handler om industriproduktion, vurderer han.

Trækker modsat

Men at få udkastet til de to forordninger lavet om er langt fra nemt.

- Der er også nogen, der prøver at trække det i en anden retning i sådan en sag. Virksomhederne, der leverer typegodkendelserne, sælger et budskab om, at det her rent faktisk er billigt. Det er nok sandt for en stor tysk fabrik, som kan tilknytte en fast typegodkender, men for en dansk maskinbygger bliver det en stor udfordring, siger David Brandt.

Han efterlyser en mere realistisk vurdering af, hvad AI er.

- EU-Kommissionen burde have kigget på, om der er fakta, der understøtter, at der skal indføres de her krav. Der sker meget få ulykker med robotter og er det i virkeligheden en frygt og en mavefornemmelse, som er baggrunden for det her, spørger David Brandt, der ikke er i tvivl om, hvad det betyder, hvis udkastet til den nye AI-forordning godkendes.

- Danmark og Europa kommer bagefter de andre verdensdele rent konkurrencemæssigt på industriområdet, hvis det her bliver indført, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.519