Familieejet affaldssortering får vigtig pris
De sorterer plast i flere afskygninger - og så er de netop kåret til 'EY Entrepreneur Of The Year 2021' i kategorien 'Sustainability'. FamilievirksomhedenMeldgaard Miljø bliver dermed hædret for deres bidrag til, at vores samfund og andre virksomheder bliver mere bæredygtige. Prisern blev overrakt i går aftes i Lokomotivværkstedet i København.
I mere end 40 år har Meldgaard Miljø arbejdet med dagrenovation og affald fra virksomheder, herunder fraktionerne PVC, hård plast, blød plast/plastfolie og bildæk (gummi).
Meldgaard Miljø er ejet af Line Meldgaard, Henrik Meldgaard og Lasse Meldgaard.
"Deres tilgang til bæredygtighed og bidrag til en grønnere fremtid samt nye innovative løsninger er blandt de ting, der har imponeret den enige jury." Sådan lyder det fra Søren Smedegaard Hvid, Partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year:
- De udfylder en vigtig funktion i vores samfund, investerer i bæredygtige løsninger og har en cirkulær tankegang. Og i og med at de hjælper virksomheder med at sortere deres affald, bidrager Meldgaard Miljø til, at også andre virksomheder gør verden lidt grønnere, siger han og fortæller videre, at juryen derudover lagde vægt på, at Meldgaard-familien har skabt en flot vækst og indtjening i et konkurrencepræget marked.
Kandidaterne til EY Entrepreneur Of the Years kategorier findes blandt de regionale finalister, som blev fundet i slutningen af 2021. Her vandt Meldgaard Miljø i regionen Syd- og Sønderjylland.
EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande.