23948sdkhjf

PVC-direktør: Dette er problemet med EU-rapporten

Det er et kæmpe problem, at en rapport udarbejdes med en forudbestemt bestilling på en konklusion.

Det siger direktør for PVC Informationsrådet, Ole Grøndahl Hansen til Plast Forum om den nye rapport 'The use of PVC in the context of a non-toxic environment' fra EU Kommissionen, der med sikkerhed har fået en del europæiske PVC-producenter til at spærre øjnene op.

- Når man bestiller en rapport om et givent plastmateriale, må udgangspunktet være, at konsulenthuset analyserer de sundheds- og miljømæssige aspekter ved dets brug, og så først derefter - hvis resultaterne ellers peger i den retning - bestiller et udfasningsscenarie. Det er uhørt, at man arbejder ud fra en forudbestemt konklusion. Det er ikke en normal, professionel, faglig praksis, siger han.

Dog kommer kritikken ikke bag på direktøren.

- De danske myndigheder har i årtier været ude med riven i forhold til materialet, så der er intet af kritikken i den nye rapport, der kommer bag på os i Danmark, men der er nok nogle andre europæere, der tænker sig grundigt om lige nu. Problemet for producenterne er bare, at der ikke findes brugbare materiale-alternativer til en lang, lang række vigtige produkter, for eksempel medicinsk udstyr, siger direktøren. 

Sammenligner med dansk rapport

Ole Grøndahl Hansen og PVC Informationsrådet bestilte selv i 2020 rapporten 'Cirkulære visioner for blød PVC', udarbejdet af Rambøll Danmark. Det er Rambøll i München, der har udarbejdet rapporten for EU Kommissionen.

PVC Informationsrådets rapport konkluderede på mange punkter helt anderledes, end EU Kommissionens rapport.

Undrer det dig?

- Ja, det er klart, at det kommer bag på mig, at der er så stor diskrepans mellem konklusionerne i rapporterne, der kommer fra samme kosulenthus, siger Ole Grøndahl Hansen.

Det undrer primært Ole Grøndahl Hansen, at rapporten fra EU Kommissionen ikke tager højde for, at de største ankepunkter med PVC, nemlig tilsætningsstoffer som ftalater, bly og cadmium, for længst er gjort ulovlige.

- Det er nok den vigtigste kritik, jeg har af rapporten: Man konkluderer, at der bør findes alternativer til PVC på baggrund af blandt andet tilsætning af bly, cadmium og klassificerede ftalater, hele rapporten er gennemsyret af, at netop dét er et problem med PVC. Men stofferne er jo udfaset. Det er kun eksisterende produkter, der er problemet. Ikke produkter, der fremstilles på ny, og sådan har det været i mange år.

Ole Grøndahl Hansen mener også, at en afgørende mangel ved EU-rapporten er, at den ikke mere detaljeret beskriver, hvilke ulemper en PVC-udfasning vil få, og om samfundet vil kunne acceptere disse.

- Vi kan jo sammenligne det med udfasningen af plast-sugerøret. Pap-alternativet er virkelig udskældt. Forestil dig så, hvis man udskifter PVC med alternativer, hvor resultatet kan være livstruende, siger Ole Grøndahl Hansen.

Ikke brugbare alternativer

I den danske rapport siger danske virksomheder samstemmende, at det et noget nær umuligt at finde alternativer til PVC, hvis man ikke går på kompromis med kvalitet og sikkerhed på en lang række produkter, såsom medicinsk udstyr, presenninger, hoppeborge og watertubes. En lang række danske virksomheder, der fremstiller emner i PVC har forsøgt med alternativer på grund af de indførte PVC-afgifter i Danmark, men har ikke fundet det muligt langt hen ad vejen.

Konkluderer EU Kommissionens rapport ikke nogenlunde det samme?

- Hvis man vil være lidt venlig mod EU-rapporten, så jo. Den siger, at findes alternativer til alle produkter, men at disse produkter ikke er uden ulemper. Vores anke er, at de ulemper, der er, ikke er til at leve med. 

Næste step for kommissionen bliver formentlig et restriktionsforslag på PVC. En proces, der vil tage flere år, mener Ole Grøndahl Hansen.

Hvis man skal komme igennem en udfasning af PVC, vil det kræve klar påvisning af, at der er risici, der er ukontrolerbare, som knyttes mest til tungmetaller og ptalater. Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at sådan en udfasning ikke bliver gennemført.

Hvad kommer der så til at ske nu, set med dine øjne?

- Måske vil rapporten få indflydelse på markedet og bevirke, at nogle virksomheder vil finde alternativer i den tro, at de alligevel bliver tvunget til det på et tidspunkt.

Tror du i virkeligheden, at det er formålet med rapporten? At nudge virksomhederne til at udfase PVC, uden at tvinge dem?

- Det må man jo ikke sige højt, men jeg tilkendegiver, at der er et politisk spil involveret, siger Ole Grøndahl Hansen, der selv er med til at rådgive politikerne i Bruxelles.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11