23948sdkhjf

Lego investerer i storstilet udbygning i Billund

Lego udvider og opgraderer sit globale hovedsæde i Billund betydeligt frem mod 2025.

Investeringerne omfatter opførelsen af “Kornmarken Campus”, der kommer til at forbinde den eksisterende Lego-fabrik med en ny bygning på 46.000 kvadratmeter. Tilsammen vil det udgøre et Campus på mere end 100.000 kvadratmeter i udkanten af Billund.

Der bliver også investeret i opførelsen af en ny kontorbygning i centrum af Billund, der vil udgøre et nyt ”Innovation Campus”. Her skal der skabes plads til produktudvikling og innovation inden for produktteknologier.

De markante udvidelser af det danske hovedkvarter kommer oven i investeringen i det 54.000 kvadratmeter store Lego Campus, som bliver indviet senere på året.

Niels B. Christiansen, administrerende direktør i Lego-koncernen, siger i en pressemeddelelse:

- Vi har investeret betydeligt i vores hovedkvarter i Billund i de seneste år for at skabe et inspirerende og kreativt arbejdsmiljø, der afspejler vores brand og værdier. Med disse nye investeringer forbedrer vi arbejdspladsen for yderligere tusinder af Lego-medarbejdere, der arbejder med produktinnovation og produktion i hovedkvarteret.

Innovationskompetencer skal udbygges

Kornmarken Campus kommer til at rumme de 700 medarbejdere, der i øjeblikket arbejder på Lego-fabrikken i Billund, og cirka 1.200 kolleger fra afdelingerne Engineering & Quality og Engineering & Workplace, som i øjeblikket arbejder på flere lokationer i Billund. Det vil også blive arbejdsplads for de kolleger, der arbejder på at finde og implementere nye, bæredygtige materialer.

Kornmarken Campus samler alle disse medarbejdere på ét sted og vil blandt andet omfatte kontorlokaler, laboratorier, testfaciliteter, værksteder og nye støbeområder.

Carsten Rasmussen, chief operations officer, siger:

- Vi skaber et unikt og moderne arbejdsmiljø, som de kommende år vil hjælpe med at udbygge vores innovationskompetencer, der allerede er i verdensklasse, når det gælder teknologi, kvalitet og produktion. Ved at samle folk, der arbejder i alle disse vigtige funktioner, bliver det nye campus et levende og inspirerende Lego-“hjem”, for dem, der samarbejder om at omdanne produktidéer til fysiske Lego-legeoplevelser.

Bedre rammer for produktinnovation

I centrum af Billund skal den nye kontorbygning ifølge Lego være en banebrydende innovationsarbejdsplads og skabe plads til flere kolleger inden for produktinnovation og produktteknologi i, hvad der vil blive kaldt Innovation Campus. Byggeriet ventes at begynde i 2023, og kolleger forventes at flytte ind i slutningen af 2025.

Julia Goldin, chief product & marketing officer siger:

- Investeringen i et Innovation Campus betyder, at vi skaber inspirerende omgivelser for dem, der arbejder med at udvikle innovative produkter og teknologier, og det er en fantastisk mulighed for os som virksomhed og en investering i vores medarbejdere og i vores brand.

Den nye bygning skal skabe en forbindelse mellem Lego Campus og andre Lego-kontorer i centrum af Billund, som huser design- og marketingafdelingerne.

Læs mere om: lego
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078