Plastvirksomheder går med i fælles elkøbsaftale og solcellepark
Skal vi i Danmark have grøn strøm nok til at dække behovet, er det vigtigt, at dem der forbruger energi, også er med til at øge den danske grønne energiproduktion.
På den baggrund er en række danske virksomheder - herunder flere plastvirksomheder - gået med i en fælles elkøbsaftale, der blandt andet indebærer opførelsen af en solcellepark.
Malte Haaning Plastic, GN Group, Polyprint, Bravida, Scan Global Logistics, PA Savværk og Wiking Gulve, Tempur Sealy, Labelco, Scanpan, Petersen Tegl, Blue Energy og Egmont har i fællesskab med Energi Danmark indgået en aftale om at købe grøn strøm fra energiselskabet Better Energy.
Med aftalen puljer virksomhederne deres energibehov for at tilføre nyopført grøn energi til samfundet.
- Vi er utroligt stolte af denne aftale. Det er lykkedes at gøre det nemt for 12 virksomheder i vores kundeportefølje at gøre en reel forskel i den grønne omstilling. Vores kunder viser os stor tillid, og vi er glade for, at det er lykkedes at finde et projekt, som er attraktivt for alle 12 virksomheder, siger Viggo Aavang Jensen, Head of Sales Danmark i Energi Danmark.
Den nøjagtige placering af den nye solcellepark afventer endelig godkendelse. Parken forventes at stå færdigt i 2023 og kunne producere ca. 70.000 MWh årligt, svarende til elforbruget for ca. 44.000 danskere i gennemsnit.