Fakuma-arrangør tilfredse med messen
1.470 udstillere fra 39 lande var i oktober på Fakuma-messe, heriblandt en hel del danske udstillere. Sprøjtestøbning, ekstrudering, termoformning og additiv fremstilling var i fokus, ligesom bæredygtighed, cirkulær økonomi og genbrug i høj grad blev italesat.
- At 40 procent af udstillerne kom fra lande uden for Tyskland bekræfter messens store betydning over hele verden, især i disse usædvanlige tider, konstaterer Annemarie Schur, projektleder for Fakuma og messeleder hos arrangøren PE Schall.
Hun mener, at Fakuma var endnu vigtigere i år. Dels fordi fysiske messer først er blevet mulige at genneføre igen i efteråret 2021, og dels fordi spørgsmål om miljøbeskyttelse, cirkulær økonomi og bæredygtighed er en kæmpe opgave, som vi alle skal håndtere.
Ifølge arrangøren var udstillingshallerne i Friedrichshafen meget velbesøgte fra arrangementets første dag. Det specifikke antal besøgende er dog ikke oplyst.
Den næste Fakuma-messe finder sted den 17.-21. oktober 2023.