Lynddahl sælger del af virksomhed videre
Lynddahl A/S har valgt at sælge den del af virksomheden, der producerer teknisk plast (plastprofiler), til Inter Primo, og Rasmus Lynddahl har samtidig valgt selv at trække sig som direktør. Det skriver Jydske Vestkysten.
Istedet har Lynddahl A/S ansat det kendte navn i plastbranchen, Claus Lykke, som direktør. Claus Lykke tiltræder i morgen den 1. oktober.
Rasmus Lynddahl fratræder ifølge Jydske Vestkysten med opbakning fra både bestyrelse og familie. Rasmus Lynddahl har haft succes med sin post som adm.direktør de seneste tre år, men Jydske Vestkysten har citeret direktøren for at sige, "at 24 timer i døgnet ikke længere er nok til, at jeg kan klare opgaven, som jeg gerne vil, og det er årsagen til, at jeg har taget denne vanskelige beslutning".
- Salget sker fordi, vi har valgt at fokusere på vores andre kerneprodukter i fremtiden, forklarer Rasmus Lynddahl til Jydske Vestkysten.
Ifølge avisen omfatter salget 14 ekstruderingslinjer, ledsagende udstyr, en robot i montageafdelingen, samt 60 kunder.
Rasmus Lynddahl fortsætter dog som direktør for LP Holding Ribe A/S, der ifølge CVR-registret er den legale ejer af Lynddahl A/S, mens Rasmus Lynddahl har været den reelle ejer.