23948sdkhjf

Har blød plast et større potentiale, hvis det indsamles separat?

Der er grøn omstilling i fokus hos Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark, som de seneste tre år har stået i spidsen for projektet "Cirkulær Innovation i Partnerskaber".

Et af resultaterne er et nordjysk samarbejde, som har øget genanvendelsesprocenten for blød plast fra husholdninger, genbrugspladser og sygehuse.

To af de nordjyske virksomheder, som har indgået et partnerskab igennem projektet, er Genplast og Vesthimmerlands Forsyning. Genplast, som har base i Farsø har sammen med Vesthimmerland Forsyning iværksat et initiativ, der har til formål at undersøge potentialet ved at indsamle blød plast separat.

Resultaterne af projektet viser, at det er muligt at genanvende plasten mere målrettet og således opnå en høj kvalitet og genanvendelsesprocent, hvis den bløde og hårde plast sorteres for sig. I den forbindelse har man haft succes med at skabe et lokalt cirkulært loop, hvor indsamlet plast fra både husholdninger, genbrugspladser og Aalborg Universitetshospital i Farsø genanvendes i nye produkter.

Den bløde plast genanvendes for eksempel til kabelbånd til nedgravning i kommunen og til ny folie, som blandt andet kan anvendes til indsamlingsposer hos Vesthimmerlands Forsyning.

- Projektet har været funderet i partnerskaber på tværs af virksomheder, der har anvendt cirkulære forretningsmodeller som platform for innovation. Virksomhederne i partnerskaberne har afprøvet mange forskellige veje ind i cirkulær økonomi, og der er skabt spændende resultater, produkter og koncepter i forløbet. På tværs af partnerskaberne har der været enighed om, at den øgede viden og det udvidede netværk har skabt grobund for mere cirkularitet i fremtiden, lyder det fra Mette Bøgh, projektleder hos NBE i en pressemeddelelse.

Cirkulær Innovation i Partnerskaber er støttet af EU gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Projektet har desuden fået opbakning fra Aalborg Universitet, som har været videnspartner i forbindelse med alle partnerskaber.

Faktaboks om Cirkulær Innovation i Partnerskaber:

  • EU-projektet ”Cirkulær Innovation i Partnerskaber” er igangsat af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark (NBE) og handler om at styrke innovation inden for cirkulær økonomi og bæredygtighed i små og mellemstore virksomheder i Nordjylland
  • Projektet har været i gang siden 2018 er netop afsluttet
  • Der er dannet 10 partnerskaber, hvor Aalborg Universitet har deltaget som videnspartner
  • 38 nordjyske virksomheder har deltaget i projektet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.059