23948sdkhjf

Nu er det forbudt - men alligevel ikke helt væk

3. juli trådte EU’s engangsplastdirektiv i kraft. Et direktiv, der forbyder engangsservice - blandt andet gafler og tallerkener af plast. Det sker for at undgå, at plasten ender i naturen.

Det betyder dog ikke, at du aldrig mere vil se en kniv af polystyren, leveret med din burger. Restaurationer, supermarkeder og kiosker må gerne sælge ud af engangsplasten, sålænge den er på lager.

I det hele taget har man længe set - og vil også i lang tid fremover se - engangsservice i forbindelse med køb af take away. Det er nemlig ikke nemt for restaurationerne at udfase de lagre af engangsplast, de har købt ind før forbuddet.  

Ifølge Dansk Erhvervs E-handelsanalyse 2020 steg salget af takeaway med 24 procent sidste år i forhold til 2019. For takeawayfirmaer som Wolt og Just-Eat resulterede det i 20 procent flere bestillinger i 2020 end 2019, mens Takeout fordoblede sin ordreindgang. I takt med det stigende salg af takeaway, er også udleveringen af engangsservice steget.

Ifølge Ditte Lysgaard Vind, som arbejder med cirkulær økonomi og er stifter af The Cirkular Way, har mange restauratører svært ved at finde rundt i alternativerne til den nyproducerede engangsplast:

- Det har i mange år været en jungle af mere eller mindre bæredygtige løsninger på markedet, hvoraf de fleste har været dyre og af ringe kvalitet. Det dur selvsagt ikke, og sådan er det heldigvis heller ikke længere tilfældet. Tværtimod er der sket rigtig meget god innovation på grøn emballage, så der nu er bedre alternativer i markedet. Hvilket kun er blevet vigtigere med den eksplosion vi har set i takeaway-salget under covid-19, forklarer Ditte Lysgaard Vind i en pressemeddelelse fra virksomheden JustMore, der blandt andet forhandler emballage af pap.

- Selvom vores produkter ikke er genanvendelige, udgør de en vigtig middelvej, indtil vi har udviklet genanvendelige løsninger, så der ikke skal havne mere engangsplast i den danske natur, mener Michael Petersen fra Justmore, der kan konstatere, at salget af det virksomheden kalder "miljøvenlige altrnativer" i 2020 steg med 40 procent i forhold til salget i 2019. 

For snævert fokus

Plastindustrien "ser i store træk positivt på de nye regler", men det snævre fokus på plast falder ikke i god jord.

- Det er en reel miljøudfordring, at engangsplastprodukter havner i naturen. Derfor bakker vi i Plastindustrien op om, at der bliver sat ind på et europæisk niveau. Vi ser imidlertid en udfordring i, at direktivet udelukkende gælder engangsprodukter i plast, siger Christina Busk, Plastindustriens miljøchef til plast.dk.

- Det er en ærgerligt, hvis der bliver en tendens til at fravælge plastprodukter til fordel for alternative materialetyper, som ikke nødvendigvis er bedre miljø - og sundhedsmæssigt - og som heller ikke kan genanvendes. Så skubber vi bare problemet videre, siger hun.

Ifølge Plastindustrien er alternative engangsprodukter i risiko for at være lavet af materialer, som kan påvirke biodiversiteten, vandforbruget eller skal coates med kemiske stoffer, der er uhensigtsmæssige i forhold til miljø og sundhed. Og flere af alternativerne kan ikke genanvendes.

- Vi bør i højere grad fokusere på genbrugelige alternativer og overveje, hvorvidt vi kan undvære et givent engangsprodukt til fordel for et produkt, der kan bruges flere gange, siger Christina Busk.

Om forbuddet:

Forbuddet gælder fra 3. juli 2021 og inkluderer blandt andet engangsbestik, kopper af EPS, tallerkener, vatpinde og sugerør. Hvis du i den kommende tid stadig ser engangsprodukter af plast i dit lokale supermarked, skyldes det, at man gerne må sælge ud af lager, indtil lageret er udsolgt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.639