Bæredygtighedsstrategi lagt i ovnen hos Schulstad: Nye brødkasser af kasseret plast
I bestræbelserne på så hurtigt som muligt at få sorte tal på bundlinjen - efter milliontab de seneste fire år - har Schulstad-direktør Pernille Bang-Löwgren tre vigtige brød i strategi-ovnen.
De hedder omkostningsfokus, bæredygtighed og signaturbrød.
Og i bæredygtighedsstrategien spiller plast en væsentlig rolle. Schulstad har nemlig sammen med leverandøren, plastvirksomheden Ikadan (Ikast), udviklet en brødkasse af genanvendeligt plast. De tidligere karakteristiske blå kasser skiftes nu ud med grønne kasser. Plasten stammer fra forskellige europæiske leverandører af re-generat.
- Som Danmarks største bageri er vi meget bevidste om vores ansvar for kommende generationer. Vi har allerede reduceret plastindholdet i vores poser, så vi nu kan lave 10 millioner ekstra poser med samme mængde plast som før. Vi er også gået i gang med at udskifte 500.000 brødkasser, så vores kasser nu bliver grønne i stedet for blå. Det sker løbende, efterhånden som de blå er slidt op, siger adm. direktør for Schulstad, Pernille Bang-Löwgren til PlastForums søstermedie, Food Supply.
Det er ok med ny farve
Dermed har Schulstad brudt regel nummer 1 i brandingbogen: Man har skiftet firmafarven ud. Men det er ok, siger emballageudviklingschef Ulrik Rosenørn til PlastForum.
- Brødkasserne var et oplagt område, hvor vi virkelig kunne gøre en markant forskel i forhold til den råvare, vi normalt bruger. Den blå farve skiftes ud med den grønne farve i bæredygtighedens tegn. Det er et stærkt signal at sende, og da vi alligevel ikke kunne få en garanti for, at leverandøren kunne ramme den samme blå nuance hver gang med re-generat, betød det ikke så meget, om vi skulle skifte fra blå til grønne kasser, siger Ulrik Rosenørn.
Han har sammen med sit team været dybt involveret i Ikandans testproduktion. Ikadan har i øvrigt leveret kasser til Schulstad i mange år, og de fik derfor også opgaven med at producere de nye kasser af genanvendt plast.
- Kasserne står ikke snorlige rent farvemæssigt. Men det er ok, det signalerer, at der er brugt genanvendeligt materiale. Den grønne farve er i øvrigt Schulstads ejer - Lantmannens - farve, så helt "hjemmefra" er vi ikke kommet, griner Ulrik Rosenørn.
"Plast er bare et rigtig godt materiale"
Plastkasser bliver typisk brugt til transport af fødevarer, fordi de er robuste. Og det er da også én af årsagerne til, at Schulstad stadig holder fast i at bruge plast som materiale.
- Plast er bare et rigtig godt materiale. Det er ekstremt langtidsholdbart. Det kan tåle at blive udsat for vind og vejr. De lever et hårdt liv, de her transportkasser. Det er nødvendigt, at de har en lang levetid, siger Ulrik Rosenørn.
Og hvad så med de nye grønne kasser. Er levetiden ligeså lang, når de ikke er produceret på virgine råvarer?
- Vi forsøger at komme så tæt på de blå kasser som muligt - også levetidsmæssigt. Levetiden er 15 år, nogle klarer sig endnu længere. Men meget er baseret på tests og teoretiske beregninger, så vi ved det reelt ikke.
- Det er klart, at det skal give mening. Hvis en kasse af genanvendte materialer holdt et år, så var bæredygtigheden røget ud af vinduet, lige dér. Kvaliteten af den re-generat, vi bruger, skal være på et vist niveau, siger emballageudviklingschefen.
Spændende proces
Hvilke udfordringer har der været i processen med at fremstille kasser af genbrugsplast?
- Først og fremmest har det været en spændende proces. Vi lærer nye ting hele tiden. Når man har med virgint materiale at gøre, kan man ligge på fuldstændig stabilt niveau konstant. Sådan er det ikke med re-generat. Vi har måtte definere en nedre grænse for, hvad vi vil acceptere. Og måtte justere på den grænse hen ad vejen. Men sådanne processer er blevet en del af den nye virkelighed, mener Ulrik Rosenørn.
I første omgang er de grønne plastkasser produceret "stort set" 1-1 af de kasserede skraldespande. Kasserne kan genanvendes, når de er slidt op, måske med tilsætning af et minimum af virgint materiale.
Schulstad skal skifte 500.000 kasser ud. De udskiftes i takt med at de er slidt op.
- Vi kan ikke sætte en egentlig dato på, hvornår de alle er skiftet ud. Vores behov for nye kasser varierer fra år til år, og det giver selvfølgelig ingen mening at erstatte fuldt funktionsdygtige, blå kasser, siger Ulrik Rosenørn,
Stiller I krav til jeres plastleverandører om at emballage skal leveres i monomaterialer for at kunne genanvendes?
- Ja, vi stiller krav. Og de emballager, vi bruger i Schulstad-regi, er i forvejen lavet af monoplastmaterialer og kan alle genanvendes, siger Rosenørn.
Schulstads emballageudviklingschef Ulrik Rosenørn var i øvrigt selv en del af den arbejdsgruppe, der reviderede Plastindustriens Designguide. Selv er han uddannet emballagedesigner.