De lægger en god slat i skat
Skattestyrelsen har i dag offentliggjort de åbne skattelister over selskabsskattebetalingen for 2019. Virksomheder i fremstillingsindustrien er med 29 procent af skattebetalingen højdespringere blandt de danske virksomheder.
Ifølge de åbne skattelister er Coloplast den plastvirksomhed, der betalte mest i skat i 2019 med 903.666.926 kr.
Vestas Wind Systems ligger i 20 med 555.206.980 kr., mens Grundfos og Danfoss er i top 50 og betalte hhv. 270.256.361 kr. og 159.102.701 kr. i 2019.
Faerch Group ligger på en 118.plads med 52.729.160 kr.
Tetra Pak står 21.587.654 kr. og Logstor for 12.695.034 kr.
- Fremstillingsvirksomhederne er højdespringere og bidrog i 2019 med 29 procent af selskabsskatteprovenuet, mens den finansielle sektor på andenpladsen står for 19 procent af selskabsskatten, siger Bo Sandberg, skatteøkonom i DI.
Ifølge Skattestyrelsen står de ti største selskabsskattebetalere alene for en tredjedel af det samlede provenu fra selskabsskat.
Lidt flere selskaber betalte selskabsskat i 2019
De 72,4 mia. kr. i selskabsskat i 2019 kommer fra godt 87.000 virksomheder i alt. Det svarer til ca. 40 procent af de skattepligtige virksomheder, mod 36 procent året før.
- Selskabsskatten er en af de mest konjunkturfølsomme skatter overhovedet. Og for at betale selskabsskat kræver det først og fremmest et overskud i virksomheden. Og der er bestemt heller ikke noget galt i at investere i ny produktion og teknologi, selvom man så ikke kommer til at betale selskabsskat i det år, hvor investeringen finder sted, siger DI-skatteøkonomen.
- I 2020 giver coronakrisen et midlertidigt dyk i selskabsskatteprovenu, fordi mange virksomheder er hårdt ramt på overskuddet. Det fortæller den evigtgyldige historie om, at bedste måde at få selskabsskattekroner i kassen, er at sørge for gang i hjulene i samfundsøkonomien og gode rammebetingelser for erhvervslivet, siger Bo Sandberg.