Solgt til international gigant
Schela Plast, Brørup, skal fremover være en del af familien hos den internationale emballageproducent Robinson Packaging. Det skriver virksomheden på sin hjemmeside.
Robinson Packaging har produktion i UK og Østeuropa og kerneområderne er emner til fødevarer, husholdning og personlig pleje.
I en pressemeddelelse siger direktør hos Schela Plast, Morten Jeppesen:
- Vi er begejstrede for at blive en del af Robinson familien – en virksomhed med samme ambitioner og værdier som os med fokus på høj kundeservice og medarbejdertilfredshed. Begge virksomheder har stor fokus på bæredygtig udvikling og er dedikerede til at levere emballage løsninger af høj kvalitet.
Schela Plast har mere end 40 medarbejdere og leverer til både lokale og internationale kunder inden for samme segmenter som Robinson. Schela Plast har 50 års erfaring med produktion af blæsestøbte plastflasker og har oplevet betydelig vækst de seneste år.