23948sdkhjf

Plast i landbruget skal kigges efter i sømmene

Plast kan ikke undværes i landbruget, hvor folie hver dag har afgørende betydning for overdækning af ensilage og halm, plastnet beskytter afgrøderne og plasttunneler driver væksten af grøntsager og frugt frem i drivhuse og foderbøtter.

Men plasten skal genanvendes oftere og bedre. I dag indsamles og genanvendes cirka en fjerdedel af plastaffaldet i landbruget, men der er potentiale for mere.

Derfor er Det Nationale Plastikcenter nu gået i samarbejde på landbrugsområdet med Landbrug & Fødevarer.

Sektorsamarbejdet skal kigge på mulige konkrete løsninger på tværs af værdikæden. Det betyder, at plastfolieforhandlere, affaldsproducenter, indsamlere, landmænd og genanvendere vil blive inddraget i at finde gode løsninger.

- Alt for meget plastik ender i dag i de store forbrændingsovne. Vi skal genbruge og genanvende langt mere af det, end vi gør i dag. Her kan landbruget også gøre en stor forskel. Med dette samarbejde får vi skabt nogle initiativer og cases, der kan fungere som gode eksempler for hele landbruget. Det er endnu et vigtigt skridt mod en grøn affaldssektor og en cirkulær økonomi. Jeg er rigtig glad for, at landbruget er med, for det er en stor opgave, som vi skal løse sammen. Jeg ser frem til samarbejdet med landbruget om at få mere genanvendt plastik, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Hos Landbrug & Fødevarer ser man også frem til samarbejdet.

- Indsatsen for mindre plastik og mere genanvendelse er et led i vores arbejde med bæredygtighed og erhvervets målrettede indsats mod at blive klimaneutrale i 2050. Danske landmænd vil gerne gøre en indsats for mere genanvendelse og mindre afbrænding. Derfor er der netop brug for samarbejde og en fælles indsats mellem plastleverandører, erhvervet, myndighederne og dem, der håndterer affald, så det bliver lettere at sortere og genanvende, siger direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen.

Et nyt sekretariat til formål for sektorsamarbejdet kommer til at ligge hos SEGES, som er landbrugets innovations- og videnscenter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079