Salling Plast vil rykke op i Superligaen
I løbet af de kommende år skal Salling Plast gå fra at være en mellemstor virksomhed til at blive en rigtig stor virksomhed.
Administrerende direktør og ejer, Geert Skovsgaard vil indrette to divisioner med vidt forskelligt fokus. Vejen til vækst er nemlig forskellig, om man taler fjernvarmerør eller specialkomponenter til projekter. Fællesnævneren er dog, at Salling Plast nu er på en rejse fra at være komponentleverandør til at blive systemleverandør.
I mange år har Salling Plast i nordvestjyske Ranum været en virksomhed, hvor man primært tog telefonen, når den ringede og så producerede man det, der blev bestilt. Det har man gjort godt. Men det kan man ikke blive ved med at leve af i en verden, hvor indtjeningen ligger i marginalerne på en serieproduktion, hvor timelønnen er den væsentligste faktor.
Geert Skovsgaard er relativt ny på posten som direktør og ejer af Salling Plast. Og efter eget udsagn vidste han intet om denne del af plastbranchen, da han tiltrådte.
Det, han til gengæld ved noget om er at flytte en virksomhed fra at være reaktiv til at være progressiv. Fra alene at producere ud fra kundens viden til at udvikle produkter, som flere kunder kan aftage.
Det var den rejse, han igennem 20 år var på med sin virksomhed Bach Composite, der var underleverandør i vindmøllebranchen. Her indhentede virksomheden erfaring og viden over tid opbyggede en betragtelig udviklingskompetence som gav en helt anden og markant profil i relationen til kunderne.
- Det handler i bund og grund om, at vi dels skal blive dygtige til at samle alle vores gode erfaringer, og så skal vi blive mere udadvendte og kendte, så kunderne kan vælge Salling Plast til som samarbejdspartner, når nyt skal udvikles, siger Geert Skovsgaard.
Han har i gennemgangen af virksomheden set, hvor alsidig og omstillingsparat Salling Plast egentlig har været igennem årene. Og hvor mange spændende og specielle referencer man kan liste op. Der har bare ikke været fokus på, at samle erfaringerne til at skabe nye markeder. Det bliver der lavet om på nu.
- Salling Plast skal have et nyt kompetencecenter. Med innovation og opsøgende salg skal vi ud og have del i det store marked, der alene i Danmark udgør et trecifret millionbeløb, siger Geert Skovsgaard, der selvfølgelig også kigger uden for landets grænser, hvor der laves store projekter med enorme anlægssummer. Her skal Salling Plast også kunne være med.
Energy
Den første og foreløbigt største division i Salling Plast er den man internt kalder for “energy". Det er den del af virksomheden, der producerer komponenter til fjernvarmeindustrien i form af mange forskellige bøjninger, fittings og tilbehør til industrien. En væsentlig del af Salling Plasts dna igennem de sidste 50 år og her hvor virksomheden igennem tiden har fundet størstedelen af sin omsætning.
- Vi står ved en skillevej, hvor vi efter min opfattelse kigger ind i en branchekonsolidering for at kunne matche efterspørgslen på udvikling. Derfor er det vores plan enten at samarbejde med, opkøbe eller fusionere med en eller flere af branchens øvrige underleverandører, siger Geert Skovsgaard og pointerer, at denne konsolidering i hans øjne er den eneste vej til at sikre styrken og dermed indfri potentialet i de kommende års fjernvarmeprojekter i Europa, samt at tage et større medansvar for den grønne omstilling.
Udviklingen i branchen kommer ikke, når alle aktører forsøger at tjene til en levevej på lavest tænkelige marginal, mener Geert Skovsgaard.
- Som det ser ud i dag, så er der er bare ikke nogen af os, der er store nok til at drive den nødvendige udvikling, siger Geert Skovsgaard.
Udover at søge en markedskonsolidering, så skal Salling Plast også investere yderligere i automation i produktionen både i Danmark og i Hviderusland.