Kommune bakker op om ny sjællandsk genanvender
Plastgenanvenderen Waste Plastic Upcycling (WPU) har fået kommunen med ombord i sit projekt.
WPU ligger i Egebjerg Kommune og deler adresse med T2O (Tire to Oil), der har været noget omdiskuteret, blandt andet fordi naboerne klagede over bjerge af dæk, der lå hen, mens virksomheden ventede på endelig grønt lys til at gå i gang.
WPU derimod gik fra testfase til egentlig drift efter sommerferien, og er nu i gang med at skabe olieprodukter ud af affaldsplast, der ellers ville være endt på deponi.
Og kommunen er med om bord
I denne måned mødtes Odsherreds borgmester Thomas Adelskov og kommunaldirektør Claus Steen Madsen med WPUs direktør Niels Bagge og bestyrelsesformand Niels Stielund.
På mødet var der god dialog om virksomhedens grønne potentiale og fremtidsmuligheder i Odsherred Kommune. De vendte også kommunens ambition om at tiltrække og understøtte grønne virksomheder og arbejdspladser i Odsherred.
- WPU er med sine løsninger inden for omdannelse af affaldsplastik en type virksomhed, vi ønsker at tiltrække og understøtte i Odsherred Kommune. Det er spændende og store planer, som virksomheden præsenterede for de kommende år til glæde for miljø og grønne arbejdspladser, siger kommunaldirektør Claus Steen Madsen.