23948sdkhjf

Efter tre måneders fald stiger beskæftigelsen i Danmark

74.000 job er forsvundet fra arbejdsmarkedet, siden coronaudbruddet ramte Danmark.

Antallet af lønmodtagere i Danmark steg med 11.000 i juni efter tre måneder med fald forinden.

Trods fremgangen i juni ændrer det ikke ved, at beskæftigelsen under coronakrisen er dykket med 74.000. Tallet dækker både over stillinger på fuldtid og deltid.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der skriver, at tallene er behæftet med større usikkerhed end normalt på grund af situationen omkring coronavirus.

Til sammenligning faldt beskæftigelsen med omkring 160.000 under finanskrisen. Det var over en periode på to år fra 2008 til 2010.

Hos Arbejdernes Landsbank påpeger cheføkonom Jeppe Juul Borre, at krisen ikke er afblæst, selv om det er begyndt at gå den rigtige vej.

- Vi har nået bunden for nu, men det betyder ikke, at coronakrisen er afblæst. Langtfra.

- Vi går ind i en ny fase, hvor krisen vil sprede sig til en bredere del af økonomien. Det kan være brancher, som ikke har været ramt i første omgang, men nu skal i gang med en trimmeperiode og måske af med en, to, fem eller ti procent af de ansatte, siger Jeppe Juul Borre.

Forud for udbruddet var antallet af lønmodtagere rekordhøjt på 2,8 millioner i februar.

Hos Danske Bank vurderer cheføkonom Las Olsen, at vi skal frem til 2022, før arbejdsmarkedet er på samme niveau som før coronaudbruddet.

Han regner med at se en stigning i arbejdsløsheden fra starten af september, når ordningen for lønkompensation slutter.

Aktuelt er mindst 16.000 sendt hjem fra jobbet med løn, men når ordningen stopper, kan det betyde, at nogle virksomheder ser sig nødsaget til at dele fyresedler ud.

- Vi regner stadig med at se en stigning i arbejdsløsheden, når løntilskudsordningen slutter helt om en uge, men det tegner altså noget bedre, end vi havde frygtet, skriver han i en kommentar.

Han henviser til, at Beskæftigelsesministeriet sideløbende med Danmarks Statistik udgiver en daglig status på antallet af personer, der melder sig ledige.

Tallene viser, at ledighedskøen er skrumpet med omkring 10.000 i løbet af august.

Samlet er antallet af ledige steget med cirka 37.000 under coronakrisen ifølge Beskæftigelsesministeriet.

Når tallet er en del lavere end faldet i beskæftigelsen, hænger det sammen med, at der er en del udlændinge, som ikke melder sig ledige i Danmark.

Desuden er der ældre, som helt har forladt arbejdsmarkedet efter at have mistet deres job. Derudover er tallene fra Beskæftigelsesministeriet ikke korrigeret for sæsonudsving.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094