23948sdkhjf

Konkursbo havde 600.000 kroner i kikkerten

EPS-recycle, der blev erklæret konkurs 14. maj, stod på nippet til at modtage 600.000 kroner i de såkaldte LAG-midler, som er en europæisk ordning og del af Statens Tilskudspuljer.

Det skriver Nordjyske.

LAG-midlerne gives som tilskud til virksomhedsprojekter, der skaber arbejdspladser i landdistrikter. Men EPS-recycle nåede ikke at få midlerne, før de måtte dreje nøglen om.

- Man får først pengene udbetalt, når projektet er gennemført og det er dokumenteret med fakturaer, siger LAG-koordinator Inger Bøgh Bisgaard.

Ifølge Nordjyske skulle tilskuddet på de 600.000 kroner bruges på et anlæg, der skulle tørre EPS’en i genanvendelsesprocessen.

Arbejder på salg
Efter konkursten talte Plastforum.dk med kurator i konkursboet efter EPS-recycle, Nicolai Thornemann, der fortalte at konkursen var resultatet af en længere periode med skrantende økonomi.

- Selskabet manglede likviditet. Det har ikke noget med corona at gøre, det handler om noget længerevarende, lød det fra advokaten fra Horten i Aarhus. Ifølge Nicolai Thornemann består arbejdet lige nu i at få solgt aktiverne i virksomheden.

Han fortæller desuden, at han lige nu er i gang med at finde mulige købere til konkursboet.

- Vi har opgaven at sælge aktiverne til størst mulige gavn for kreditorerne og virksomhedspanthaverne. Vi er godt i gang, og om det bliver én samlet køber eller flere små, det vil tiden vise, siger Nicolai Thornemann.

LAG-koordinator Inger Bøgh Bisgaard tilføjer, at hvis EPS-recyle bliver solgt som én enhed, så er det muligt at LAG-indstillingen kan overføres til den nye virksomhed, så de kan få tilskuddet. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.519