23948sdkhjf

DI: Der er akut brug for at forlænge hjælpepakker

- Danske virksomheder over hele landet er presset i knæ og ramt af en enorm usikkerhed. En forlængelse af de politiske hjælpepakker er fuldstændig afgørende, så sikkerhedsnettet stadigvæk holdes under dem. Når så mange aktiviteter fortsat vil være lukket ned, skal hjælpepakkerne selvfølgelig fortsætte. Det haster, at regeringen og Folketinget sikrer den forlængelse, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI, i en pressemeddelelse. 

Han opfordrer til, at regeringen også indkalder til trepartsforhandlinger om at forlænge ordningen for lønkompensation.

- Lige nu er der udsigt til, at 270.000 medarbejdere bliver omfattet af lønkompensation, så det er en helt central ordning for at holde hånden under vores samfund. Vi ser frem til, at regeringen indkalder til forhandlinger med henblik på at forlænge ordningen. Det er fuldstændig afgørende for, at virksomheden kan fastholde medarbejderne i denne tid, siger DI-direktøren.

Vækstlaget skal overleve krisen
Det er godt nyt for SMV’erne, at regeringen vil give mulighed for at få tilbagebetalt moms, som er indbetalt i 2020.

- Mange af de små og mellemstore virksomheder er særligt udsatte i krisen, fordi de har mindre likviditet at stå imod med. Tilbagebetalingen af moms falder på et knastørt sted hos vores SMV’er, så vi er glade for, at regeringen har lyttet til vores ønsker her. Der dog også brug for endnu mere målrettet hjælp til iværksætterne, så vækstlaget kan overleve igennem krisen, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI-direktøren ser mere pessimistisk på økonomien end regeringen – og deler finansministerens advarsel om, at selv de mest negative scenarier kan være for optimistiske. Det gælder ikke mindst, fordi eksportmarkeder også er hårdt ramt.

- Uanset hvilken af regeringens scenarier, der bliver virkelighed, står vi midt i den værste krise i moderne danmarkshistorie. Med risiko for flere konkurser, tab af arbejdspladser og markant lavere vækst i vores samfund. Så der akut brug for denne forlængelse – og der er akut brug for, at vi er klar til at sætte ind med yderligere hjælpepakker til at holde hånden under vores samfund, siger DI-direktøren.

Vedvarende dialog
Han understreger, at mange virksomheder – særligt i udsatte brancher – allerede nu afventer næste fase af genåbningen.

- Virksomhederne tripper efter af komme i gang. Det er helt afgørende nu, at den gradvise og kontrollerede genåbning bliver så effektiv som overhovedet mulig – så næste fase af genåbningen kan følge, så snart sundhedsdata viser, at det er muligt, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han understreger, at DI er klar med yderligere forslag til løsninger og forslag til hjælpepakker.

- Vi er i dialog med tusindvis af virksomheder og har på den baggrund input til, hvordan vi kan supplere og lappe huller i hjælpepakkerne, så de bliver så effektive som muligt. Det er vi i vedvarende dialog med både regeringen og Folketingets partier om, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs mere om: DI
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094