23948sdkhjf

DI: Aftale vil redde danske arbejdspladser

Regeringen har sammen med arbejdsmarkedets parter indgået en aftale, som kompenserer virksomhederne for en del af lønudgifterne til de mange medarbejdere, som er eller bliver sendt hjem.

Ifølge DI kan aftalen blive en tiltrængt redningskrans til mange virksomheder, som er presset hårdt på deres levegrundlag og står over for at skulle afskedige medarbejdere.

- Vi står i en helt ekstraordinær og ekstraordinært vanskelig situation. Jeg er lettet over, at vi kan være med til at præsentere denne løsning med lønkompensation, som DI har arbejdet intenst for i den seneste periode. Aftalen vil redde arbejdspladser, redde virksomheder fra lukning, og den kan være med til at begrænse nogle af de permanente skader på vores samfund som følge af denne alvorlige krise, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

Undgår ikke tab

DI-direktøren understreger, at danske virksomheder ikke undgår store tab som følge af corona og de markante tiltag, som regeringen og myndigheder har taget for at værne om danske menneskeliv.

- Der er ingen nemme løsninger på denne krise, og aftalen her er ikke noget endegyldigt svar på de massive problemer, som virksomhederne står med. Vi kommer til at se flere konkurser og afskedigelser, hvis situationen her fortsætter, og der er brug for flere erhvervspolitiske tiltag målrettet særligt hårdt ramte brancher som eksempelvis luftfarten. Men det er en mulig redningskrans til nogle af de mange trængte danske virksomheder, som er presset hårdt på deres levegrundlag og søger et alternativt til at afskedige medarbejdere - eller helt at dreje nøglen om, siger DI-direktøren.

Stor vilje til at handle

Han understreger, at aftalen er udtryk for, at alle dele af samfundet rykker sammen og tager et medansvar for at komme igennem krisen.

- Jeg vil gerne kvittere for den lydhørhed og vilje til at handle, som vi har oplevet fra regeringen i denne situation – såvel som fra lønmodtagerne. Selv med denne mulighed vil virksomhederne skulle bære store lønudgifter i en tid, hvor deres indtjening er under maksimalt pres. Men de får en hjælpende hånd, hvis de sender medarbejdere hjem med løn – og de kan fastholde deres folk. Det er blevet efterspurgt af tusindvis af virksomheder, som DI har talt med de seneste dage, siger DI-direktøren.

Han peger på, at både DI og regeringen nu skal følge situationen tæt.

- For nogle virksomheder vil aftalen her være en oplagt løsning – og for nogle vil det ikke, fordi lønkompensationen er betinget af, at de ikke afskediger nogle medarbejdere eller sender dem hjem uden løn, selv om de måtte have mulighed for det. Vi vil følge meget tæt nu, hvordan aftalen her kommer til at virke i den hårde virkelighed, som virksomhederne og deres medarbejdere står i lige nu, siger Lars Sandahl Sørensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083