23948sdkhjf

Eksportkomets affaldsstol blev brohoved til projektmarkedet

Egentlig skulle denne artikel have handlet om et regnskab med fremgang på både top og bund, men for Lars Houe, direktør og indehaver i Houe ApS, er tallene det mindst interessante.

– I virkeligheden synes jeg, det er røvkedeligt at snakke om, hvorvidt et regnskab er tilfredsstillende eller ej, lyder det med afvæbnende ærlighed, da Wood Supply fanger direktøren for den Ry-baserede møbelvirksomhed på telefonen.

Og selvom Lars Houe da gerne vil kategorisere årets resultat på 3,2 mio. kr. før skat som tilfredsstillende, skynder han sig at understrege, at der ikke er noget ekstraordinært over årets tal.

– Året er gået som planlagt, hverken værre eller bedre, slår han fast, inden samtalen hurtigt bliver ledt ind på noget, der i højere grad har møbeldirektørens interesse.

– Jeg er jo i det her for ”the passion”, så for os betyder overskud ikke så meget andet end friheden til at eksekvere, fortæller Lars Houe.

Lille virksomhed i stor verden
Friheden til at eksekvere har Houe ApS i 2019 blandt andet benyttet til at accelerere den eksport, der udgør langt hovedparten af designvirksomhedens omsætning.

– Vi er næsten ukendte i Danmark, men siden oktober har vi været på 45 markeder, og vi henter 90 procent af omsætningen ude i verden, vurderer Lars Houe.

Tyskland tegner sig for omtrent 30 pct. af Houe ApS’ eksport, men også i USA arbejder man via et nyetableret datterselskab på at få foden indenfor, og møbeldirektøren har en klar målsætning om at fortsætte udviklingen og styrke brandet yderligere.   

– Vi er meget små og verden er meget stor, så der er rigeligt at tage fat på, lyder der fra Lars Houe, der i 2019 beskæftigede 43 medarbejdere i Houe ApS.

Fra tysk affald til projektmarkedet
Lars Houe vil tydeligvis hellere tale ambitioner end tal. Engagementet stiger imidlertid endnu en oktav, da snakken falder på et af de projekter, der i årets løb har fyldt meget hos den østjyske virksomhed.

– Med Falk-stolen har vi virkelig gang i et spændende projekt, hvor vi bruger husholdningsaffald til at producere af, og vi er lykkedes med at have genanvendelsesprocent på 78, fortæller Lars Houe.

Det har ikke alene betydet nyt liv til det husholdningsaffald, virksomheden i øjeblikket sourcer fra Tyskland. Det har også banet Houes vej til et nyt segment.

– Stolen er blevet vores brohoved ind på kontraktmarkedet, ikke kun fordi bæredygtighed er kommet i højsædet, men også fordi den er både smuk, holdbar og god at sidde i, lyder det fra møbeldirektøren.

Således er Falk-stolen nu inde hos både Scan Office og Holmris B8, og selvom det bæredygtige aspekt er et tungtvejende salgsargument, bilder Lars Houe ikke sig selv ind, at det seneste skud på møbelstammen kommer til at redde verden.

– Man kan jo spørge, om verden mangler en ny stol, og nej, det gør den egentlig ikke – vi redder på ingen måde verden ved det her, men vi gør, hvad vi kan, og det er noget af det, der gør det sjovere at stå op og gå på arbejde om morgenen, slår han fast.

Houe ApS
mio. kr. 2018/19 2017/18
Bruttofortjeneste 18,9 15,0
Resultat før af- og nedskrivninger 4,1 3,4
Resultat før skat 3,1 2,0
Årets resultat 2,4 1,6
Balancesum 29,3 24,8
Egenkapital 9,7 7,5
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109