23948sdkhjf

Efter møgsag: Ny direktør i Vestforbrænding

Vestforbrænding har ansat ny direktør pr. 1. marts. Der er tale om Steen Neuchs Vedel, der kommer fra en stilling som anlægsdirektør i Banedanmark.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi får Steen Neuchs Vedel som ny direktør, der i samarbejde med de 19 ejerkommuner kan videreudvikle Vestforbrænding. Det er jeg sikker på, at Steen er den rigtige til i samarbejde med Vestforbrændings mange dygtige medarbejdere, siger Ole Bondo, bestyrelsesformand i Vestforbrænding.

Sag om plastaffald
Den nye direktør erstatter midlertidige direktør Jan Pedersen, der blev konstitueret i stillingen i slutningen af september.

I midten af september fyrede Vestforbrænding deres daværende direktør Peter Basland efter en sag om tal for genanvendelse af plastaffald.

Vestforbrænding lovede en genanvendelsesprocent af de husstandsindsamlede plastaffald på 75, men kunne reelt dokumentere 31 procent.

Efter den sag valgte Vestforbrænding at stoppe samarbejdet med Peter Basland.

Mere fokus
Den nye direktør skal være med til at tegne strategien for Vestforbrænding fremover, lyder det fra bestyrelsesformand Ole Bondo.

- Der bliver stillet stadig større krav til affalds- og energisektoren om at være med til at løfte den grønne omstilling. Det gælder både mere og bedre genanvendelse, men også en udbygning af fjernvarmenettet. Alt sammen store opgaver, der kræver en målrettet indsats og et solidt lederskab, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078