23948sdkhjf

Fond skruer op for millionerne til grøn forskning

Hidtil har forskere kunne søge virkemidlerne Forskningsprojekt 1 og 2 med en beløbsramme på op til 2 og 4,3 millioner kroner hos Danmarks Frie Forskningsfond.

Men der skal tages nye virkemidler i brug for at give et særligt rum til større tværvidenskabelige forskningsprojekter, der kan understøtte den grønne omstilling, skriver fonden i en pressemeddelelse.

Derfor introducerer Danmarks Frie Forskningsfond et Forskningsprojekt 3 med en beløbsramme på op til 8,3 millioner kroner og med en forskningsperiode på op til fem år.

- Vi vil gøre det attraktivt at forske på tværs af fagområder, fordi det er vigtigt at kunne realisere spændende nye idéer, der imødekommer kompleksiteten i den grønne omstilling, både nationalt og globalt. Vi ved allerede, at én af de sværeste udfordringer ved at drage fordele af banebrydende teknologi er tilvænning og ibrugtagning, dertil kommer de økonomiske risici for virksomheder og samfund, siger bestyrelsesformand David Dreyer Lassen.

Danmarks Frie Forskningsfond håber at styrke forudsætningerne for, at forskningsgennembruddene kan komme fra uventet kant og på tværs af forskningsområderne

Alle grønne idéer i spil
Forligspartierne bag fondens 340 millioner kroner til grøn forskning har lagt vægt på, at pengene går til at fremme forskernes egne originale idéer, herunder løsninger der adresserer klima- og naturudfordringerne.

Midlerne skal desuden styrke vækstlaget af forskere, opbygge kapaciteten i de forskningsfaglige miljøer og bidrage til nye forskningsmæssige gennembrud inden for den grønne omstilling.

Pengene til grøn forskning indikerer dermed friere mulighed for forskerne til at forfølge risikovillige idéer. 

- Vi har fået et meget bredt opdrag fra politikerne. Der er brug for forskere inden for og på tværs af alle forskningsområder til at forfølge forskningsidéer med værdi for den grønne omstilling. Vi ved, at det er komplekst og tager tid, og derfor forlænger vi forskningsperioden til fem år for Forskningsprojekt 3, mens der fortsat er mulighed for at afprøve idéer inden for rammerne af Forskningsprojekt 1 og 2 med beløb på op til 2 og 4,3 millioner kroner. På den måde håber vi, at vi virkelig får styrket vækstlaget med nye ambitiøse forskerprofiler og excellente idéer, siger David Dreyer Lassen.

De bedste løsninger
Der vil indgå stærke internationale kompetencer, når Danmarks Frie Forskningsfond skal bedømme nyskabende forskning i den grønne omstilling.

Udvalget sammensættes på tværs af videnskabelige områder og vil bestå af både anerkendte internationale forskere og stærke kompetencer fra dansk side bestående af nuværende og tidligere fondsmedlemmer.

Forskere, der ønsker del i de 340 millioner kroner, skal søge til ansøgningsfristen 11. juni 2020 kl. 12.00.

Opslaget forventes offentliggjort senest i marts 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078