Ny direktør hos Stål & Plast
Lars Wildenschild har overtaget posten som administrerende direktør hos Ringe-virksomheden Stål & Plast.
Han kommer senest fra en stilling som administrerende direktør hos den fynske underleverandør til metalindustrien, FJ Industries – en stilling han fratrådte i september.
Lars Wildenschild kom til FJ Industries i foråret 2013. Før det har han blandt andet været administrerende direktør hos Dan-Foam. Han er uddannet P-ingeniør fra Odense Teknikum.
Årene forinden, Lars Wildenschild overtog direktørposten hos FJ Industries, havde virksomheden kæmpet med røde tal på bundlinjen, men det blev hurtigt vendt til sorte tal og toppede i 2016/2017 med et overskud før skat på 29 mio. kr. og en omsætning på 186,9 mio. kr.
Hos Stål & Plast overtager han stafetten efter Jacob Brå Sørensen, der er hovedaktionær i selskabet.
Stål & Plast har specialiseret sig i produktion af store plastbakker til gartnerier i hele verden. Som navnet antyder, var der tidligere en smede-del tilknyttet virksomheden, men den blev solgt fra.
I 2017/2018, som er seneste offentliggjorte regnskab, havde selskabet en bruttofortjeneste på 72,3 mio. kr. og et overskud før skat på 54,2 mio. kr.
Lars Wildenschild har ikke ønsket at kommentere sit jobskifte over for Metal Supply.