23948sdkhjf

Trods fransk prisdyk: Coloplast går frem på top og bund

Både salget og indtjeningen vokser hos det danske selskab Coloplast, selv om en fransk sundhedsreform er gået selskabet imod.

I regnskabsåret 2018/19, som løb til udgangen af september, har Coloplast haft en omsætning på 17,9 milliarder kroner. Det er ni procent mere end året før.

Den større omsætning har været med til at løfte overskuddet med én procent til 3,9 milliarder kroner.

Den lille indtjeningsfremgang er kommet i hus, på trods af at de franske politikere i juli indførte en sundhedsreform, som sænkede priserne på forskellige produkter inden for medicosegmentet.

For Coloplast har det betydet, at selskabet de seneste måneder har måttet sælge produkter som stomiposer og katetre til lavere priser i Frankrig.

Men det har altså ikke været nok til at reducere selskabets indtjening i forhold til året forinden.

- Den franske tilskudsreform for stomi-, kontinens- og sårplejeprodukter blev offentliggjort i årets sidste kvartal (juli til september, red).

- Coloplast har formået at reducere halvdelen af effekten, skriver selskabet i sit årsregnskab.

Coloplasts primære forretningsområder er inden for stomi, kontinens, urologi - lidelser i urinvejene - og hud- og sårpleje.

Stomi og kontinens er de klart største områder målt på omsætning.

Igennem noget tid har Coloplast undersøgt, om det burde skille sig af med sin urologi-forretning. Sammen med årsregnskabet kan selskabet oplyse, at det har besluttet at beholde forretningen.

- Efter en grundig gennemgang er vi nået til den konklusion, at urologi-forretningen udgør en central del af vores mission, og at det er den rigtige beslutning at beholde forretningen, når det gælder fremtidig værdiskabelse for vores aktionærer, forklarer Kristian Villumsen, topchef i Coloplast.

Coloplast blev etableret i 1954. Selskabet er et af de største i verden inden for sundhedspleje med cirka 12.000 ansatte og salg til mange lande.

Coloplast A/S
mia. kr. 2018/19 2017/18
Omsætning 17,9 16,5
Resultat før afskrivninger (EBITDA) 5,8 5,7
Driftsresultat (EBIT) 5,2 5,1
Årets resultat 3,873 3,845
Egenkapital ultimo 6,9 6,4
Regnskabsåret blev afsluttet 30. 09 2019.
  • Fakta
    Coloplast gør sig i dag inden for fire forretningsområder: Stomi, kontinens, urologi, hud- og sårpleje. Stomi er det vigtigste forretningsområde målt på omsætning.
  • Coloplast har hovedsæde i Humlebæk, men har i dag omkring 12.000 ansatte på globalt plan.
  • Selskabets direktør hedder Kristian Villumsen, der blev ansat i december 2018.
  • Coloplast er børsnoteret på fondsbørsen i København og er en del af C25-indekset, der indeholder de største selskaber.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094