23948sdkhjf

Sådan foregår Logstors proces

Logstor har bygget det første anlæg i verden til kemisk genanvendelse af PUR og genvinding af den PE-kappe, der sidder uden på røret.

Genanvendelsesprocessen består af to dele: En neddelings- og separationsproces samt en kemisk glykolyseproces, som gennemgås herunder

Neddelings- og seperationsprocessen
Stykker af fjernvarmerør slås i stykker indtil massen består af PUR-mel, lidt større PUR-klumper samt stykker af PE.

Herefter transporteres massen til et sorteringsanlæg, der med en grovsigte på 10 millimeter adskiller PE-stykkerne og de større PUR-klumper fra den øvrige masse.
PUR-melet sigtes i en si på 1,1 millimeter, hvor melet forsvinder gennem sien og transporteres til en silo til videre bearbejdning.

Stumperne af PE transporteres til et støvbehandlingsanlæg, hvor de renses for PUR-støv for at højne graden af renhed til senere genanvendelse. PE-fraktionen sendes derefter til genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S.

Den rene PUR-fraktion er tilbage. Den bruges i næste fase, som er den kemiske glykolyseproces.

Logstor har både neddelingsprocessen og glykolyseprocessen under kontrol, men når plastmaterialerne adskilles fra stålrørene og transporteres til råvarelageret, inden det kommer ind i genanvendelsesanlæggets neddeler og separationsproces, er der flere gange opstået brand, der har givet skader på genanvendelsesanlægget.

Det er en af hovedårsagerne til, at Logstor besluttede at stoppe brugen af genanvendelsesanlægget.

Glykolyseprocessen
I glykolyseprocessen samler man PUR-melet og tilsætter et stof kaldet diethylenglycol og en metalbaseret katalysator. Pointen er at få den genanvendte PUR tilbage på en form, hvor den er i stand til at reagere med en ny isocyanat.

Når PUR-melet, diethylglycolen og katalysatoren er blandet helt sammen, køles den nye ’genbrugspolyol’ ned til 100 grader celcius og renses for urenheder.

En genbrugspolyol har samme kemiske egenskaber som ny polyol, men de to adskiller sig fra hinanden i farven. Genbrugspolyolen er brun, mens en ny polyol er klar gul.
Glykolyseprocessen har været kendt i årevis, og recepten til at danne en genbrugspolyol har været let at følge. Men Logstor har den udfordring, at deres PUR-materiale har ligget udendørs og derfor ofte er kontamineret af sand og sten, hvilket har vanskeliggjort filtreringen.

Sandkorn i genbrugspolyolen har endvidere betydet slidtage af en del af pumperne i den videre rørproduktion.

Men når det er løst er genbrugspolyolen - ifølge Tina Thomsen hos Logstor - et bedre produkt, fordi den hurtigt skummer op om røret. Det giver mindre celler i skummet og dermed en tættere tekstur og forbedret isoleringsevne.

- Glykolyseprocessen har bidraget til et bedre produkt og derfor har Logstor bedt BASF om at kopiere genanvendelsespolyolen efter genanvendelsesanlægget blev stoppet. Logstor køber i dag ”genanvendelsespolyolen” fra BASF, siger Tina Thomsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112