23948sdkhjf

Stor investering: 50 nye arbejdspladser på vej til Hjernø Værktøjsfabrik

Kapitalfonden VækstPartner Kapital har netop købt 2/3 af aktierne i den fynske produktionsvirksomhed Hjernø Værktøjsfabrik, der udvikler og producerer primært sprøjtestøbeværktøjer til plastindustrien og andre brancher.

Den investering skal være startskuddet til et markant gearskifte, der skal fordoble såvel omsætning som antal medarbejdere inden for fem år - primært baseret på vækst på hjemmemarkedet.

- Vi er inde i en periode med kraftig vækst i vores virksomhed. Vi er gået fra 40 til 60 medarbejdere på halvandet år, men jeg ser gerne, at vi vækster i et endnu hurtigere tempo. Med denne investering kan vi gøre Hjernø Værktøjsfabrik endnu mere slagkraftig end i dag, hvilket er det, som markedet efterspørger, siger administrerende direktør Aage Agergaard i en pressemeddelelse.

Han vil fortsat eje 1/3 af aktierne og fortsætter uændret som administrerende direktør i virksomheden. Aage Agergaard investerer desuden selv et større millionbeløb i virksomheden.

God og sund udvikling
VækstPartner Kapital (VPK) er en dansk kapitalfond, som primært investerer i danske vækstvirksomheder.

- Hjernø Værktøjsfabrik har været inde i en god og sund udvikling med et højteknologisk set-up og en slagkraftighed, som ikke matches af andre værktøjsfabrikker i Danmark. Vi er sikre på, at vores kapital og kompetencer parret med Hjernøs unikke knowhow kan accelerere virksomhedens vækst yderligere og udnytte det fortsat store potentiale, vi ser i markedet, siger Anders Tvegaard, der er partner i VækstPartner Kapital.

Stort potentiale i hjemmemarkedet
VPK's investering skal bl.a. anvendes på at styrke Hjernøs organisation og på såvel øget kapacitet som ny teknologi i produktionen, herunder intelligente værktøjer med indbygget, avanceret elektronik. Tiltag, der bl.a. skal gøre det muligt for virksomheden at få fodfæste inden for nye brancher såsom brændselscelleproduktion samt vækste på både eksportmarkeder og især hjemmemarkedet.

"Samarbejdet med VækstPartner Kapital er en videreførsel af vores rejse fra værksted til stor fabrik. Vi skal dog ikke vokse bare for at vokse, men fordi vores kunder og hele markedet efterspørger en slagkraftig og innovativ værktøjsleverandør med potentiale til at blive endnu mere konkurrencedygtig, end vi allerede er," siger Aage Agergaard.

Hjernø Værktøjsfabrik har mellem 2016 og 2018 øget sin bruttofortjeneste fra ca. 25 mio. kroner til 33,75 mio. kr. og beskæftiger pt. ca. 60 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078