Mount Everest har et plastproblem: Nu bliver engangsplast forbudt
Engangsplastik er blevet forbudt i regionen omkring Mount Everest.
Det sker for at begrænse den store mængde affald, der efterlades på verdens højeste bjerg og en række andre bjerge i området.
Rekordmange bjergbestigere har i år besøgt Mount Everest. Her har oprydningshold i løbet af året indsamlet mere end ti ton affald.
Det nye forbud betyder, at alle plastikprodukter med en tykkelse på 0,03 millimeter eller mindre ikke længere tillades. Det kan eksempelvis dreje sig om plastikposer. Også plastikflasker til drikkevarer forbydes.
- Hvis vi begynder nu, så vil det hjælpe med at holde vores region, Mount Everest og de øvrige bjerge rene på lang sigt, siger Ganesh Ghimire fra regionen Khumbu Pasang Lhamu.
Regionen tager årligt imod omkring 50.000 turister.
De lokale myndigheder vil i samarbejde med vandretursselskaber, luftfartsselskaber og Nepals Bjergbestigerforbund håndhæve forbuddet.
Straffen for at overtræde forbuddet er dog endnu ikke annonceret.
Miljøaktivister frygter, at forurening på Mount Everest påvirker vandkvaliteten i dalene nær det 8848 meter høje bjerg.
For seks år siden besluttede Nepal at indføre et depositum på 4000 dollar for hvert hold af bjergbestigere på Mount Everest. Beløbet bliver givet tilbage, hvis hver klatrer tager mindst otte kilo affald med tilbage.
Kun omkring halvdelen af klatrerne kommer tilbage fra bjerget med den tilstrækkelige mængde, skriver nyhedsbureauet AFP.
Kilde: /ritzau/