23948sdkhjf

Coloplast har vokseværk efter højere salg i Europa og USA

Den danske medicovirksomhed Coloplast er vokset gennem året, hvor selskabet har øget sit salg over det meste af verden.

Coloplast sælger produkter inden for sundhedspleje - blandt andet stomiposer og katetre. 

Selskabet har solgt for 13,3 milliarder kroner i regnskabsårets første ni måneder. Det dækker perioden oktober 2018 til udgangen af juni i år. 

Salget er dermed vokset ni procent over det seneste år. Det viser Coloplasts regnskab, der er offentliggjort onsdag middag. 

- Vi leverer et stærkt resultat i Europa på tværs af alle forretningsområder, tocifret vækst i USA og forbedret momentum i vores øvrige markeder som følge af en flot udvikling i Kina, siger administrerende direktør Kristian Villumsen i en kommentar. 

Overskud i vejret
Det højere salg har også øget Coloplasts indtjening. Overskuddet er øget med ti procent til 3,08 milliarder kroner. 

I regnskabet fortæller Coloplast, det nu har lukket sin fabrik i Thisted. Det blev varslet i slutningen af 2017 og betød et farvel til 167 ansatte. 

Lukningen har i årets første ni måneder kostet Coloplast 43 millioner kroner. 

På sigt er planen, at selskabet kan spare penge ved at producere i udlandet til færre penge end i Danmark. 

Coloplasts primære forretningsområder er inden for stomi, kontinens, urologi og hud- og sårpleje.

Stomi og kontinens er de klart største områder målt på omsætning. I øjeblikket lurer Coloplast på, om det skal skille sig af med sin urologi-forretning.

Selskabet forventer at have taget en endelig beslutning i slutningen af 2019. 

For hele regnskabsåret 2018/2019 forventer Coloplast at øge salget med ni procent sammenlignet med året før. 

Samtidig regner selskabet med en overskudsgrad - penge tjent per krone i salg - på 30-31 procent.

Fakta

  • Coloplast gør sig i dag inden for fire forretningsområder: Stomi, kontinens, urologi, hud- og sårpleje. Stomi er det vigtigste forretningsområde målt på omsætning.
  • Coloplast har hovedsæde i Humlebæk, men har i dag mere end 12.000 ansatte på globalt plan.
  • Kristian Villumsen har været direktør siden december 2018, hvor han afløste Lars Rasmussen. 
  • Historien om Coloplast går tilbage til 1954. Coloplasts første produkt var lavet af sygeplejersken Elise Sørensen, som var ked af, at hendes søster ændrede livsstil efter en stomioperation. 
  • Coloplast er børsnoteret på fondsbørsen i København og er en del af C25-indekset, der indeholder de største selskaber.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078