23948sdkhjf

Tysk logistik i ny dansk pantfabrik

Når Dansk Retursystems nye fabrik i Høje Taastrup slår dørene op næste år, skal de danske flasker og dåser med pant transporteres gennem fabrikken af systemer udviklet af den tyske virksomhed Gebhardt Fördertechnik GmbH. De to virksomheder har netop underskrevet kontrakt, efter opgaven har været sendt i EU-udbud.

Det oplyser Dansk Retursystem i en pressemeddelelse.

AGV'ere, lagersystem og transportbånd
Gebhardt Fördertechniks interne logistiksystemer skal håndtere de danske flasker og dåser med pant, fra de kommer ud af lastbilerne, til de bliver optalt, og flasker og dåser kan sendes til genanvendelse.

Det omfattende interne logistiksystem består bl.a. af AGV’er (førerløse trucks,red.), internt lagersystem, kassevasker og adskillige transportbånd, der automatisk fragter kar og poser med flasker og dåser gennem fabrikken.

- Vi er glade for at få en erfaren samarbejdspartner til vores nye fabrik. Interne logistiksystemer er Gebhardts kernekompetence, og vi ser frem til at få deres kvalitetsudstyr og teknologi til vores fabrik. Det bidrager til vores ambition om at skabe en mere effektiv og automatiseret fabrik, siger Dansk Retursystems administrerende direktør Lars Krejberg Petersen.

Ny fabrik tilpasset det udvidede pantsystem Dansk Retursystems nye fabrik i Høje Taastrup bliver bygget, fordi Dansk Retursystem efter 16 år med stigende mængder flasker og dåser, der kommer retur fra danskerne, er vokset ud af sine nuværende rammer.

Den nye fabrik skal fremover håndtere den østdanske del af de 3,8 millioner tomme emballager, der kommer ind om dagen. Emballagerne indsamles og sorteres inden de sendes til genanvendelse – til gavn for miljøet og klimaet. Samtidig har den nye fabrik kapacitet til også at håndtere genanvendelige flasker og dåser med saft, juice, most og smoothies, som blev en del af pantsystemet 1. juli.

Den nye fabrik skal stå endelig færdig i november 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093