Foto: Inter Primo

Af Claus Tønnesen, Inter Primo 16. maj 2019 14:17

Plast er et produkt, som vi aldrig rigtig har lært at leve med. Det er på trods af, at plast findes overalt og på mange måder har gjort de seneste 50 års teknologiske fremskridt mulige.

Biler, computere, byggeri, fly og køkkenmaskiner ville ikke kunne produceres så effektivt, billigt og i så høj kvalitet som tilfældet er i dag uden brug af plast. Vores hverdag ville ikke fungere uden plast – og i industrien er vores holdning, at plast er et produkt, vi både skal lære at leve med – og lære at håndtere.

En af de lektier vi har lært de seneste år er, at plast ikke skal bruges til alt. Det er et materiale, der i lighed med alle andre materialer, skal anvendes, hvor det er bedst, og hvor det måske endda kan være et mere miljømæssigt forsvarligt materiale end andre råvarer.

På en lang række felter er plast traditionelle materialer som f.eks. træ og metal langt overlegent. Tænk blot på vinduesrammer af plast, der herhjemme betragtes som mindre attraktive end trævinduer – uagtet at plastvinduer objektivt er bedre betragtet på stort set alle parametre – herunder energiforbrug, vedligeholdelse, levetid og genanvendelse. Ligeledes er plastposen udskældt, selvom den er billig og meget lidt ressourcekrævende at fremstille, den er slidstærk og – sit ry til trods – den posetype, langt de fleste forbrugere vælger, når de handler.

Plast skabte køb-og-smid-væk kulturen
Plast blevet eksponent for alt, der er kunstigt og billigt. Formentlig fordi plast siden den spæde start i 1950’erne har været anvendt til at producere engangs-produkter – poser, emballage, flasker, bestik. Dermed har plast været en eksponent for køb-og-smid-væk-kulturen.

Det er stærkt bekymrende for os i plastindustrien. På den ene side stiger efterspørgslen efter stadig mere specialiserede plastprodukter, og her skal vi følge med udviklingen og levere miljøvenlige plast-alternativer til CO₂-belastende materialer som træ og metal. På den anden side kan vi ikke leve med, at en del af vores produkter – i særdeleshed i den 3. verden – ender deres livscyklus som forurening i verdenshavene.

Vi er således enige i, at plast ikke skal bruges til alt, og bakker også op om EU-kommissionens beslutning fra sidste år om at forbyde eller begrænse brugen af visse plastprodukter for at beskytte miljøet. Bestik, ballonholdere og vatpinde er anvendelsesområder, som er ved at blive udfaset, og der kan være god grund til at udfase flere anvendelsesområder.

Plastforurening skal løses på flere måder
Der er intet, vi hellere vil end at tage alt brugt plast tilbage og genbruge det.

Det, der mangler, er imidlertid tilstrækkelig god genbrugsteknologi. Her er drømmescenariet en teknologi, hvor man kan fylde genbrugsplast ind i den ene ende og få plastgranulat til produktion af nye plastelementer ud i den anden.

For ganske vist indsamles plast i dag mange steder. Men der er mindst 25 forskellige plasttyper i en typisk container med blandet plastaffald. Det gør det umuligt at smelte materialet om til en brugbar masse – og det er endnu mindre realistisk at etablere og håndtere et sorteringssystem, hvor forbrugere skal fordele plast i 25 forskellige skraldespande.

Udviklingen af den nødvendige teknologi ventes at koste milliarder af kroner, og det er ikke en opgave, der kan løses af enkeltstående producenter. Det er en teknologisk opgave på linje med at sende en mand til månen. Vi tror på, at det kan lade sig gøre, men det kræver international politisk handling.

Plast som en miljøvenlig resource
Perspektivet er at gøre brugt plast til en ressource, der uden videre kan indsamles og genanvendes, uanset hvor på jorden det findes og uanset, hvilken type plast der er tale om.

I mellemtiden arbejder vi som plastproducenter med egne genanvendelsesordninger, hvor vi indsamler kendt og ensartet plast hos vores kunder. Når vi kender plastens beskaffenhed, kan vi genanvende den uden problemer. Disse cirkulære processer skyder frem alle steder, ikke mindst fordi de giver god mening økonomisk set. I Danmark er man eksempelvis langt fremme med genanvendelse af fiskenet, plastcontainere, poser og ølkasser, men igen – det kan kun lade sig gøre, fordi plastmaterialet er ensartet.

I vores egen produktion tager vi også en lang række forholdsregler for at undgå forurening. Blandt andet er vi med i det globale Operation Clean Sweep program, hvori vi forpligter os til at sikre, at der ikke slipper plastrester fra vores produktion ud i naturen. Disse procedurer har vi implementeret på alle vores fabrikker i Europa på lige fod med flere end 50 andre danske virksomheder.

En anden stor del af den danske og europæiske plast ender på forbrændingsanlæg. Hvilket giver god mening, da man med de rette filtre kan skabe varme af plast med en minimal miljøbelastning. Jeg vil vove den påstand, at vi med en fuld udrulning af de miljøtiltag, der allerede er i gang i Danmark og flere andre højteknologiske lande, kan eliminere vores egen plastforurening. Indsamling, reduktion af de miljøbelastende plastformer, effektiv afbrænding, cirkulære produktionsformer etc. virker rent faktisk.

Plast kan være en del af løsningen
Derfor skal vi fortsætte med de mange punktløsninger i Danmark parallelt med udbygningen af et internationalt samarbejde om at løse den globale udfordring med plastforurening – der vel at mærke er enorm. I mange lande mangler man ikke blot genanvendelsesmuligheder og politisk definerede rammer. Mange steder har man ikke engang etableret organiseret affaldsindsamling i videre omfang, hvorfor befolkning er nødsaget til at brænde affald af i småbål nær boligen eller blot smide det i naturen. Hvilket både miljø- og sundhedsmæssigt er en katastrofalt ringe løsningsmodel, som oplagt skal håndteres helt anderledes.

I plastbranchen er vi klar over, at plastforurening er et alvorligt problem, der skal håndteres.

Samtidig er vi klar over, at plast kan være en del af løsningen på globale udfordringer. Vi ser eksempelvis, at der opstår nye markeder i industrien, hvor plast erstatter træ og metal med en nedbringelse af CO₂-aftrykket til følge. Blandt andet fordi metal udvindes gennem ressourcekrævende minedrift, mens træ skaffes gennem fældning af skove, og i dét regnestykke står plasten så fornuftigt, at materialet vælges til af mange virksomheder af hensyn til deres grønne regnskaber – ikke fordi det er et billigt erstatningsprodukt.

Det er en meget interessant udvikling, som vi vil gøre vores bedste for at understøtte og medvirke til at dokumentere effekten af.

Artiklen er en del af temaet Debat.