23948sdkhjf

Plastproducent vil have bevidste forbrugere til at ramme rette skraldespand

Et stort antal danskere er underlagt en vis dobbeltmoral, når de anfægter de store mængder plast, der bruges som emballage i hverdagsprodukter. Tallene i en ny YouGov-undersøgelse viser, at forbruget af plast fylder meget i overvejelserne, når danskerne handler ind. Men der bliver ikke fulgt op på samme måde, når det virkelig gælder - nemlig når den brugte emballage skal sorteres, så den kan genanvendes.

Nye plastdunke til vaskemiddel
Det er Unilever, der blandt andet producerer vaskemiddelprodukterne Biotex og Neutral, der har foranlediget undersøgelsen på baggrund af 
produkternes overgang til genanvendt emballage.

- Fra uge 17 begyndte vi produktionen af plastdunke af typen HDPE type 2, som er lavet af 97 procent genbrugsplast og er 100 procent genanvendelig, fortæller Lasse Hartvig, brand manager for Unilever. Det er RPC Promens, der støber flaskerne. Granulatet hentes hjem fra England.

Stor betydning med plast
Hele 37 procent siger i undersøgelsen, at det er af ’høj’ eller ’meget høj’ betydning, at de dagligvarer, de køber, kommer i en emballage, der kan returneres til genanvendelse og dermed minimere plastaffald. Yderligere 32 procent angiver, at det har ’nogen betydning’.  Men spørgsmålet er om den bevidste, bæredygtige forbruger også finder vej til skraldespanden eller om forbrugeren blot gemmer sig bag en bæredygtig facade.

I samme undersøgelse siger 17 procent nemlig, at de tænker over deres forbrug og indkøb i forsøget på at minimere plast i hverdagen, men at de ikke tænker over sorteringen af affald og emballage, når produkterne er brugt op.  16 procent siger, at de tænker meget over at forsøge at minimere plastaffald, men at deres handlinger ikke afspejler det. Den tendens vil Unilever gerne have kortlagt.

- Vi producerer seks millioner plastdunke om året til vores vaskemidler, og drømmen er vi bliver selvforsynende på genanvendeligt granulat. Derfor har vi søsat et forsøg, hvor vi vil have forbrugerne i Mogenstrup ved Næstved til at sortere og aflevere al HDPE Type 2-plast fra deres husholdning. Vi vil se, hvor meget type 2-plast, vi kan samle ind, og i hvor høj grad forbrugerne selv er villige til at gøre en indsats, siger Lasse Hartvig.

Forsøget i Mogenstrup er begyndt og fortsætter til uge 26. 800 husstande deltager. Plastdunkene kan afleveres på både genbrugspladsen og i flere supermarkeder. Viser projektet fornuftige takter er det meningen, at Unilever vil arbejde på at genanvende de indleverede dunke og på sigt selv skaffe granulatet, som Unilever i dag selv henter hjem fra England og afleverer til produktionen i Kolding.  

- Målet er, at vi i Danmark bliver finder løsninger på at sortere plastik renere, så vi ikke skal til udlandet at hente det, siger Lasse Hartvig.

Fakta YouGov er en internationalt internet-baseret analyse- og konsulentorganisation, som blev oprettet i Storbritannien i 2000 og senere udvidet til adskillige lande. YouGov-gruppen bestod i februar 2012 af firmaer fra Canada, USA, Tyskland og Skandinavien, Central-, Syd- og Østeuropa samt Mellemøsten og Nordafrika.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081