Ny formand for Legos pengetank
Tidligere fondsdirektør og investeringsansvarlig i ATP, Bjarne Graven Larsen, er valgt som ny formand for det familieejede investeringsselskab Kirk Kapital bestyrelse.
Det oplyser Kirk Kapital i en pressemeddelelse.
Bjarne Graven Larsen har omkring 15 års samlet erfaring som investeringsdirektør i markedsledende pensionskasser. Fra 2016 til 2018 i canadiske Ontario Teachers' Pension Plan og fra 1999 og til 2010 i ATP.
Rokaden i bestyrelsen betyder, at den hidtidige bestyrelsesformand Casper Kirk Johansen bliver ny næstformand, og Jens Jørgen Madsen og Leif Hasager træder ud af Kirk Kapitals bestyrelse, mens Birgitte Nielsen forbliver i bestyrelsen.
Kirk Kapital er ejet af familien Kirk Johansen, der er efterkommere af Ole Kirk Kristiansen, der grundlagde Lego i 1932.
Kirk Kapital forvalter cirka otte milliarder kroner og kapitalen er investeret i strategiske- og finansielle investeringer.