23948sdkhjf

Forsvarer kræver fupanklaget dækkonge frifundet

Der er ingen beviser for, at erhvervsmanden Bent A. Nielsen har gjort sig skyldig i hverken bedrageri eller mandatsvig, og han bør derfor frifindes i begge forhold.

Sådan lød det tirsdag fra Bent A. Nielsens forsvarer, Jakob Lund Poulsen, under sagens sidste egentlige retsmøde ved Retten i Viborg, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Bent A. Nielsen, der er kendt som Viborgs ukronede dækkonge, er tiltalt for mandatsvig og bedrageri af særlig grov beskaffenhed i selskabet Genan, som han selv har stiftet. Hans revisor er tiltalt for medvirken.

I sidste uge krævede anklageren erhvervsmanden idømt seks års fængsel for svindlen.

Den er ifølge anklagen foregået ved, at Bent A. Nielsen overførte 420 millioner kroner fra selskabet Genan, som han ejede sammen med blandt andre pensionskassen PKA, til sit eget selskab BAN International GmbH.

Efterfølgende erklærede han ifølge anklagen over for Genans bankforbindelser, at mellemværendet var bragt ud af verden. 

Det var det sådan set også. Mellemværendet var få dage før erklæringen blev skrevet den 6. marts 2013 blevet flyttet over i et andet Genan-selskab - Genan Business & Development, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

- Det afgørende er, om Bent A. Nielsen var vidende om, at bankerne regnede med, at de 420 millioner var betalt kontant tilbage fra BAN til Genan, og om Bent A. Nielsen har handlet, som han gjorde (flyttet mellemværendet, red.) for at vildlede, og det er der ikke ført bevis for, sagde Jakob Lund Poulsen ifølge Viborg Stifts Folkeblad.

Anklagemyndigheden beskylder også Bent A. Nielsen for at have trukket 73 millioner kroner ud af Genan og brugt pengene på blandt andet køb af en privat lejlighed og renovering af et privat sommerhus.

Bent A. Nielsen mener dog, at han var i sin fulde ret til at bruge pengene. Han har henvist til en aftale mellem Genan og BAN, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Aftalen gik ud på, at BAN kunne "hæve" den frie likviditet i Genan og få dem til at yngle. BAN skulle betale en rente på seks procent.

- Der er ikke tale om, at det var Genans penge. Der er tale om et simpelt pengelån. Det var ikke betroede midler, som Bent A. Nielsen brugte, sagde Jakob Lund Poulsen, der også fremhævede, at man ikke kan skille pengene i BAN ad.

- Når der hældes koldt og varmt vand i badekarret, kan man ikke skille det ad igen, sagde Jakob Lund Poulsen ifølge Viborg Stifts Folkeblad.

Sidste uge kom det frem, at anklager i sagen Martin Stassen kræver mindst seks års fængsel for til den svindelanklagede Genan-stifter. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094