23948sdkhjf

Københavns Kommune vil forbyde engangsplastikbægre

Flere partier er positive over for idéen, men enkelte har forbehold.

De varme sommermåneder i København byder på masser af festivaler med fed musik og god stemning.

Men når ganerne skal fugtes med øl eller vand, skal det fremover foregå med genbrugskrus, så man undgår plastikaffald og dermed skåner miljøet. I hvert fald hvis man spørger Teknik- og Miljøforvaltningen, som nu vil forbyde engangsplastikbægre til arrangementer i byen.

Det skriver TV 2 Lorry.

Forslaget møder stor opbakning fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

- København skal leve op til sine klimamål, og det her er en af de små ting, vi kan gøre, som har en stor positiv indvirkning på miljøet og sætter gang i udfasningen af unødvendigt engangsplast, siger hun.

Engangsbægre udleder CO2, når de bliver brændt, og det kræver store ressourcer at få dem alle ryddet af vejen efter et arrangement, forklarer borgmesteren.

- Derudover er det også irriterende, når man skal vade rundt i plastik til en koncert. Med krav om genbrugskrus kan vi gøre noget godt for klimaet og renholdet af byen, og det kan endda give økonomiske gevinster for arrangørerne. Det er en win-win, siger Ninna Hedeager Olsen.

I Teknik- og Miljøforvaltningen har man regnet på omkostningerne for arrangørerne, der nu skal bruge genbrugskrus. For mellemstore og store arrangementer forventes det, at man ikke bare sparer CO2 og oprydningsarbejde, men faktisk kan arrangementerne skabe et overskud på ordningen.

Genbrugskrus sælges typisk med pant til arrangementer, og har derfor en værdi, som gæsterne kan veksle til nye drikkevare eller penge til arrangementet. For små arrangementer med 500 serveringer vil der dog være tale om en underskudsforretning.

De Radikale og Dansk Folkeparti er ligeledes positivt stemte over for et forbud. Men socialdemokraterne er skeptiske.

- Vi er som udgangspunkt helt enige i, at vi skal stille krav og minimere engangsemballage. Men vi er bekymrede for de økonomiske konsekvenser, det kan have for mindre arrangementer, siger Julie Frølich, som sidder som suppleant i Teknik- og Miljøudvalget for Socialdemokratiet, til TV 2 Lorry.

- Distortion kan jo sagtens løse sådan en opgave med en pantordning. Men det er mere de her frivillige aktiviteter, vi ser blandt boldklubber og ude på loppemarkeder i byen, vi er bekymrede for. Det vil vi gerne have bedre belyst, før vi stemmer om ét stort krav til alle arrangementer, siger hun.

De Konservatives Jakob Næsager synes som udgangspunkt, at tanken bag forslaget er god, men også han mener, at der bør tages højde for de mindre arrangementer.

- Det kan godt blive lidt dyrt, hvis man stiller krav om, at alle skal lave en pantordning ligesom man kender fra Tivoli. Men jeg synes, vi skal prøve det af og så sende det i høring, så vi kan finde ud af, om dem, der laver arrangementer rundt om byen, mener, det er realistisk, siger han til TV 2 Lorry.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling vil forbuddet gælde for alle arrangementer, som forvaltningen har givet tilladelse til på kommunens arealer. Arrangører vil dog kunne søge om dispensation fra kravet, hvis miljøbelastningen fra arrangementet er marginal, eller hvis markedet ikke kan efterkomme efterspørgslen efter produkter, der erstatter drikkeemballage af engangsplastik.

- Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at vedtage den her indstilling, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.

- I andre europæiske byer har man gode erfaringer med ordningen, og vi lavede selv et forsøg i sommers, som også viste gode resultater. København skal være en klimaby, som går forrest, og det her er et oplagt skridt at tage for en by som vores, tilføjer hun.

Københavns Kommune og HAVEN Festival testede ordningen med vaskbare genbrugskrus i sommeren 2018, og her høstede man positive erfaringer med genbrugskrussene, som både festivalen og gæsterne var glade for.

På Haven Festival gik overskuddet for pantordningen til en række velgørenhedsorganisationer, der bistod med indsamling af pant. I Wien og Berlin har man allerede lignende ordninger, men København vil være den første danske kommune til at indføre kravet.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.521